-
Pages
-
Categories
-
Links
-
Archives
- December 2013
- October 2013
- August 2013
- July 2013
- December 2012
- August 2012
- June 2012
- March 2012
- February 2012
- January 2012
- December 2011
- November 2011
- October 2011
- September 2011
- August 2011
- June 2011
- April 2011
- March 2011
- February 2011
- January 2011
- December 2010
- November 2010
- October 2010
- September 2010
- August 2010
- July 2010
- June 2010
- May 2010
- April 2010
- March 2010
- February 2010
- January 2010
- December 2009
- November 2009
- October 2009
- September 2009
- August 2009
- July 2009
- June 2009
- May 2009
- April 2009
-
Meta
Når telefonfis bliver ophøjet til kunst
Simpsonfans kan garanteret nikke genkendende til navne som I. P. Freely, Jacques Strap, Hugh Jass, og Seymour Butz. Det er fiktive personer (Ok, de er alle fiktive personer i The Simpsons), hvis navne med lidt god fantasi lyder som noget helt andet (homofone navne), som Bart ringer til Moe’s Tavern for at tale med. Barts telefonfis med bartenderen Moe Szyslak har været en løbende og populær joke i serien siden første sæson, men de færreste fans ved nok at joken bygger på virkelige begivenheder.
Virkelighedens Bart vs Moe telefondrama udspillede sig i midt-70erne mellem barejeren Louis ”Red” Deutsch og spasmagerne John Elmo og Jim Davidson (senere kendt som “The Bum Bar Bastards”). Den tidligere sværvægtsbokser Louis Deutsch var den gnavne ejer af Tube Bar på Journal Square i Jersey City, New Jersey, som de to teenagere af ukendte grunde begyndte at drive gæk med. Humoren bestod i, at Deutsch sjældent fattede mistanke og derfor hjælpsomt råbte de homofone navne ud i lokalet. De gange han rent faktisk opdagede det var fis skældte han dem hæder og ære fra (gerne med seksuelle referencer til både dem og deres mødre), hvilket jo bare gjorde det endnu sjovere. Enkelte gange tilbød han dem ligefrem penge for at møde frem på adressen, men så dumme var drengene nu ikke. Spøgen stod på i en årrække, indtil de to unge gutter voksede fra den slags drengestreger.
John og Jim optog ”telefonsamtalerne” på bånd og de spredte sig langsomt gennem kassettebåndskulturen (det var tider), for til sidst at nå Simpsons skaber, Matt Groening, der fandt dem så morsomme, at han kopierede ideen. Faktisk tog han det hele med og den gnavne bartender, Moe Szyslak, er kraftigt inspireret af den virkelige gnavpot, Louis ”Red” Deutsch.
Herunder findes de oprindelige optagelser. Kvaliteten er ikke noget at skrive hjem om, da de er optaget på en kassettebåndoptager i 70erne.
There’s something about Mary
I 1885 rykkede sundhedsmyndighederne i New York karantænestationen Riverside Hospital til nye bygninger på North Brother Island i East River. Hospitalet var oprindeligt udelukkende tiltænkt folk med kopper, men efterhånden som denne sygdom blev mindre udbredt, fik tyfus, kolera, og andre smitsomme sygdomme også sengeplads på Riverside. Der var derfor her man indlogerede den berygtede Tyfus Mary.
Mary Mallon var en Irsk kvinde fra county Tyrone (nu Nordirland), der emigrerede til USA i 1884. Over de næste 20 år arbejde hun som kok og køkkenmedhjælper i en række New York’ske rigmandshjem. Der var dog et mindre problem: Mary var asymtomsk smittebærer af tyfus. Selvom man ikke umiddelbart forbandt begivenhederne, hun var nemlig ikke selv syg, så trak Mary et slet skjult spor af tyndskid og diare tværs over Manhattan. Så snart hendes arbejdsgivere røg på potten, så smuttede Mary videre for ikke selv at blive ramt.
I 1906 havde folk dog lugtet noget besynderligt omkring Mary. Hendes seneste arbejdsgiver, bankmanden Charles Henry Warren, fandt det påfaldende, at 6 familiemedlemmer blev ramt af tyfus, en forholdsvis sjælden sygdom, en uge efter Mary begyndte i køkkenet. Hun blev opsagt, men mere skete der i første omgang ikke. Senere på året hyrede en ny arbejdsgiver dog en tyfusekspert, Dr. Sara Josephine Baker, der hurtigt gættede på Mary som kilden til de mange sygdomstilfælde, men da var hun allerede rejst videre. Efter nogle måneder fandt lægen hende hos en ny familie, men hun nægtede at stille afføringsprøver til rådighed. Uden direkte bevis måtte lægen i stedet efterforske Marys ansættelseshistorie. Det viste sig, at 7 ud af 8 tidligere arbejdsgivere hævdede de havde været ramt af tyfus i forbindelse med Marys køkkenkunst. Det var dog stadig ikke nok til en tvangsindlæggelse.
Dr. Baker tog sagen til New Yorks sundhedsmyndigheder, der godt kunne se der var lidt upraktisk, at have en tyfusbærer rendende frit rundt i byens rigmandshjem. Mary blev derfor arresteret og de ønskede prøver stillet til rådighed for efterforskningen. Det viste sig, som antaget, at hendes galdeblære var proppet med tyfus- og salmonellabakterier. Mary nægtede hun havde noget med sagen at gøre, men tilstod dog, at hun fandt håndvaskeri fuldstændig overflødigt i forbindelse køkkentjeneste, en tjans hun i øvrigt nægtede at opgive. Sundhedsmyndighederne så ingen anden udvej, end at tvangsindlægge Mary på Riverside Hospital. Et stort hospitalskompleks på North Brother Island i East River. Her forblev hun isoleret i 3 år.
Mary blev udskrevet i 1910, under forudsætning af, at hun ikke tog sig endnu et køkkenjob og i øvrigt tillagde sig en mere hygiejnisk livsstil. De første par måneder arbejdede hun som vaskeriarbejder, men eftersom det gav langt mindre end køkkenarbejde, skiftede hun navn til Mary Brown og fandt sig et fornuftigt job som kok. Som forventet startede tyfusudbruddene op igen og Dr. Baker kastede sig endnu engang ud i jagten på Tyfus Mary (som medierne kaldte hende). Mary var dog klar over at jagten stod på, og skiftede derfor arbejde lige så tit som hendes ofre gik på toilettet. Først i 1915, efter et kraftigt udbrud af tyfus på Sloane kvindehospital, fik Dr. Baker endelig fat på Mary igen. Hun nægtede stadig ethvert kendskab til sygdommen, men spillet var ude og myndighederne tvangsindlagde hende atter på Riverside Hospital. Her levede hun indtil sin død i 1938.
Marys lemfældige sammenblanding af madlavning og tyfus resulterede i mindst 3 døde. Det er uvist hvor mange folk der reelt blev smittet. De officielle rapporter omtaler kun hendes arbejdsgivere og deres familier, men der har sandsynligvis også været ofre i hendes egen omgangskreds. Hun var den første kendte asymptomske tyfussmittebærer (altså en der ikke udviser symptomer) og blev årsag til revidering af Diverse karantæneprocedure. I dag bruges navnet Tyfus Mary generelt om folk der spreder sygdomme uden at vide det, eller bare uden at bekymre sig om det.
Riverside Hospital på North Brother Island, hvor Mary tilbragte næsten 20 år, ligger i dag øde og forladt. Det ser jo stadig hyggeligt og idyllisk ud.
En pose ristet astronaut, tak
I anledning af den internationale rumfartsuge, skal vi se lidt på General Electrics redningskapsel MOOSE (Manned Orbital Operations Safety Equipment). Da man i 1960erne begyndte at sende mennesker i kredsløb, var det af forholdsvis høj moralsk værdi, at man også kunne give dem en rimelig chance for at overleve begivenheden. GE gik derfor til NASA med ideen om et kompakt redningssystem, der i teorien kunne redde strandede astronauter. MOOSE bestod i al sin enkelthed af en kraftig plasticpose, en skumpatron, en lille raketmotor, og en faldskærm. Det vejede 90kg og kunne pakkes ned i en kuffert-stor beholder.
I en nødssituation var det påtænkt, at astronauten, iført sin rumdragt, skulle hoppe ud af rumskibet/kapslen, kravle ind i plastikposen og derefter affyre skumpatronen, der ville fylde posen med polyuretanskum. Nå astronauten således var støbt ind i redningsfartøjet, affyredes raketmotoren (bremsemotoren), hvorved MOOSE begyndte turen tilbage mod jorden. Et 6mm tykt (eller tyndt) varmeskjold i bunden af posen sørgede for, at astronauten ikke brændte op under re-entry. Når han var nede i en fornuftig højde (omkring 30.000 fod), skulle faldskærmen udløses manuelt. Herefter kunne flåden samle den nødstedte astronaut op. Simpelt og ligetil, hvis man altså ikke selv skal turen igennem.
NASA og (i særdeleshed) deres astronauter, havde ikke stor fidus til ideen og MOOSE blev skrinlagt sidst i 60erne. Det oppustelige varmeskjold lever dog videre i NASA’s Inflatable Re-entry Vehicle Experiment 3 (IRVE-3) og ESA’s Inflatable Re-Entry and Descent Technology (IRDT), der kunne tænkes anvendt, hvis mennesker en dag lander på Mars.