I 1885 rykkede sundhedsmyndighederne i New York karantænestationen Riverside Hospital til nye bygninger på North Brother Island i East River. Hospitalet var oprindeligt udelukkende tiltænkt folk med kopper, men efterhånden som denne sygdom blev mindre udbredt, fik tyfus, kolera, og andre smitsomme sygdomme også sengeplads på Riverside. Der var derfor her man indlogerede den berygtede Tyfus Mary.

Mary Mallon var en Irsk kvinde fra county Tyrone (nu Nordirland), der emigrerede til USA i 1884. Over de næste 20 år arbejde hun som kok og køkkenmedhjælper i en række New York’ske rigmandshjem. Der var dog et mindre problem: Mary var asymtomsk smittebærer af tyfus. Selvom man ikke umiddelbart forbandt begivenhederne, hun var nemlig ikke selv syg, så trak Mary et slet skjult spor af tyndskid og diare tværs over Manhattan. Så snart hendes arbejdsgivere røg på potten, så smuttede Mary videre for ikke selv at blive ramt.

I 1906 havde folk dog lugtet noget besynderligt omkring Mary. Hendes seneste arbejdsgiver, bankmanden Charles Henry Warren, fandt det påfaldende, at 6 familiemedlemmer blev ramt af tyfus, en forholdsvis sjælden sygdom, en uge efter Mary begyndte i køkkenet. Hun blev opsagt, men mere skete der i første omgang ikke. Senere på året hyrede en ny arbejdsgiver dog en tyfusekspert, Dr. Sara Josephine Baker, der hurtigt gættede på Mary som kilden til de mange sygdomstilfælde, men da var hun allerede rejst videre. Efter nogle måneder fandt lægen hende hos en ny familie, men hun nægtede at stille afføringsprøver til rådighed. Uden direkte bevis måtte lægen i stedet efterforske Marys ansættelseshistorie. Det viste sig, at 7 ud af 8 tidligere arbejdsgivere hævdede de havde været ramt af tyfus i forbindelse med Marys køkkenkunst. Det var dog stadig ikke nok til en tvangsindlæggelse.

Dr. Baker tog sagen til New Yorks sundhedsmyndigheder, der godt kunne se der var lidt upraktisk, at have en tyfusbærer rendende frit rundt i byens rigmandshjem. Mary blev derfor arresteret og de ønskede prøver stillet til rådighed for efterforskningen. Det viste sig, som antaget, at hendes galdeblære var proppet med tyfus- og salmonellabakterier. Mary nægtede hun havde noget med sagen at gøre, men tilstod dog, at hun fandt håndvaskeri fuldstændig overflødigt i forbindelse køkkentjeneste, en tjans hun i øvrigt nægtede at opgive. Sundhedsmyndighederne så ingen anden udvej, end at tvangsindlægge Mary på Riverside Hospital. Et stort hospitalskompleks på North Brother Island i East River. Her forblev hun isoleret i 3 år.

Et af de meget få billeder af Mary – i sengen tættest på kameraet

Mary blev udskrevet i 1910, under forudsætning af, at hun ikke tog sig endnu et køkkenjob og i øvrigt tillagde sig en mere hygiejnisk livsstil. De første par måneder arbejdede hun som vaskeriarbejder, men eftersom det gav langt mindre end køkkenarbejde, skiftede hun navn til Mary Brown og fandt sig et fornuftigt job som kok. Som forventet startede tyfusudbruddene op igen og Dr. Baker kastede sig endnu engang ud i jagten på Tyfus Mary (som medierne kaldte hende). Mary var dog klar over at jagten stod på, og skiftede derfor arbejde lige så tit som hendes ofre gik på toilettet. Først i 1915, efter et kraftigt udbrud af tyfus på Sloane kvindehospital, fik Dr. Baker endelig fat på Mary igen. Hun nægtede stadig ethvert kendskab til sygdommen, men spillet var ude og myndighederne tvangsindlagde hende atter på Riverside Hospital. Her levede hun indtil sin død i 1938.

Marys lemfældige sammenblanding af madlavning og tyfus resulterede i mindst 3 døde. Det er uvist hvor mange folk der reelt blev smittet. De officielle rapporter omtaler kun hendes arbejdsgivere og deres familier, men der har sandsynligvis også været ofre i hendes egen omgangskreds. Hun var den første kendte asymptomske tyfussmittebærer (altså en der ikke udviser symptomer) og blev årsag til revidering af Diverse karantæneprocedure. I dag bruges navnet Tyfus Mary generelt om folk der spreder sygdomme uden at vide det, eller bare uden at bekymre sig om det.

Riverside Hospital på North Brother Island, hvor Mary tilbragte næsten 20 år, ligger i dag øde og forladt. Det ser jo stadig hyggeligt og idyllisk ud.