I starten af 20erne var raketforskningen fordelt på 3 grupper. Russerne havde stadig deres teoretiske forskning under Konstantin Tsiolkovsky, der underholdt sine elever og skrev afhandlinger om raketteknologi og rumflyvning. I Amerika knoklede Robert Hutchings Goddard i sit værksted og kom med udtalelser om måneflyvninger og det der var værre – en åbenmundethed han senere bittert fortrød. Tyskerne var kommet med på banen gennem Verein für Raumschiffahrt, en samling raket-enthutiaster under åndelig ledelse af den østrigungarske Hermann Julius Oberth, der havde ansporet dem med bogen ”Die Rakete zu den Planetenräumen” – Med raket ud i verdensrummet.
Sådan så tysk raketforsknng ud i 1923
De tidlige raketpionerer var kraftigt inspireret af science fiction litteraturen og deres afhandlinger var ofte en besynderlig blanding af romantik og tekniske redegørelser. Det var en udbredt opfattelse, at frigørelsen fra jordens tyngde ville afstedkomme en helt ny form for menneske, der ikke bare virkede lettere, men var overlegen moralsk og etisk. Rummet blev beskrevet som menneskeartens endelige skæbne. Raketflyvning var der ikke meget af, men det er også langt billigere at snakke om den slags.
16 marts 1926 skete der endelig noget seriøst, Goddard affyrede nemlig sin første raket med flydende brændstof, faktisk den første raket med flydende brændstof overhovedet. Det var naturligvis en teknisk succes og en vigtig demonstration af motoren, men den nåede ikke højere end 41 fod over bedstemor Goddards roemark – en landsdækkende avis bemærkede ”Moon rocket misses target by 238,799 1/2 miles.”
Goddards første raket navngivet 'Nell'
Raketten Nell adskiller sig fra mere konventionelle raketdesign, ved at have brændstoftanken placeret direkte under dyssen. Noget man på det kraftigste er gået væk fra i moderne raketter. Goddard selv indså fejlen og ændrede efterfølgende placeringen af brændstoffet – jeez, its not rocket science, eh nevermind!
Goddard var ualmindelig seriøs med sin raketforskning. Desværre var han også både ømskindet og paranoid, hvilket går dårligt i spænd med akademisk pionerarbejde – lidt ligesom drikkevand og stryknin. Goddard delte ikke ud af sine opdagelser og efter ”A Method of Reaching Extreme Altitudes.” udgav han ikke noget nævneværdigt, af frygt for mediernes latterliggørelse og tyveri af hans forskning.
Goddard selv havde absolut intet tag i medierne og dermed ganske elendige forhold når der skulle søges forskningsmidler. Heldigvis havde den berømte pilot Charles Lindbergh fået nys om den excentriske forsker og kastede sin fulde vægt på Goddards side. Modsat mange andre, så kunne Lindbergh nemlig godt se, at Goddard var langt mere geni end særling. Med Lindberghs hjælp fik Goddard i 1929 et 4årigt forskningstipendium fra milliardæren Daniel Guggenheim og dermed mulighed for, at flytte laboratoriet til New Mexico – nærmere betegnet Roswell, hvor man stadig klør sig i nakken over den besynderlige raketforsker.
Roswell, New Mexico 1930 - Amerikas første rumfartscenter
I Tyskland endte 20erne med en raketdrevet bil. Raketforeningen viste nemlig godt, at der skulle noget spektakulært på bordet, hvis de skulle lokke investorer til. Fritz von Opel, fra den berømte bilfabrik, var en mand der kunne genkende et publicitystunt når han så et, og da Verein für Raumschiffahrt tilbød at lægge raketmotor til, kom han til lommerne og finansierede Opel-RAK programmet.
Der var ikke meget rumflyvning over Opel-RAK, men programmet fungerede som legestue og uddannelasinstitution for 1930ernes Tyske raketfolk. Deriblandt Wernher Magnus Maximilian Freiherr von Braun.
I løbet af 1920erne var brikkerne efterhånden faldet på plads. Forskerne havde lagt det teoretiske grundlag, teknikkerne havde lært de basale færdigheder og vigtigst af alt, finansmænd og regeringer var begyndt at tage teknologien alvorligt. I 30erne ville disse ting gå op i en højere enhed.
Fritz von Opel bag rattet i Opel RAK.3 - 1928
