Fra omkring 1920 og frem til de tidlige 70ere, havde mange skobutikker, i særdeleshed i den engelsktalende verden, et behændigt apparat kaldet et Shoe-fitting fluoroscopes, men som ofte gik under det lidet flatterende firmanavnet: Pedoscopes
Apperatet lignede egentlig et gammeldags kinoskop og der var da også en visuel oplevelse i vente for de skohandlende. Pedoskopet var nemlig en røntgenmaskine, så folk kunne se gennem deres sko.
Til trods for den forholdsvis avancerede teknologi, så var fluoroscopet var grundlæggende en gimmick. Det er selvfølgelig grundlæggende unødvendigt, at have røntgenbilleder af sine fødder, bare fordi man skal købe et par sko – jeg kan i hvert tilfælde godt mærke om skoene er for små, eller for store. Desuden har almindelige skobutikker naturligvis ikke flere hundrede varianter af deres modeller, så de kan tilpasses lige nøjagtigt dine fodknogler.
De butikker der ikke selv havde en røntgenkilde stående, kunne benytte sig af omrejsende eksperter, der kom langvejsfra og bestrålede de lokale børnefødder. Ikke et ondt ord og skotøjsælgere, men det er vel ikke ligefrem et akademisk område, hvor man kan erhverve sig en direkte ekspertise – come on: it a shoe!
Pedoskopet blev da også mest brugt i salgsfremstød, hvor vægten lå på andet end ortopædisk korrekt fodtøj. Det blev blandt andet fremført, at børn ville opfatte skoindkøb som mere morsomt, eller at fluoroskopisk indkøbte sko holdt længere end sko valgt efter en uflouroskopisk metode. Pedoskopet var nemlig den videnskabelige måde at købe sko på og man fik da også et fint certifikat.
Omkring 1970 blev det af forbudt at have røntgenkilder stående i butikken og de lidt steampunk-agtige Pedoskoper forsvandt fra skotøjbutikkerne. Nanny State siger jeg bare, det var nøjagtig ligesom med den radioaktive tandpasta – nu skulle det også lige pludselig være usundt!
