De gamle romere havde en vist tørst på livet og selvom de var knap så lystige om antikkens grækere, så havde romerriget skørlevned nok, til at eftertiden betragede dem som voldsomt dekadente. Faktisk var man småforundrede over deres intellektuelle og militære succes, når de nu var sådan nogle grisebasser.
Et af de herligste tegn på romernes løsagtighed, er de såkaldte spintriae: en type poletter med afbildninger af seksuelle aktiviteter – ofte forholdsvis pornografisk. Man er ikke helt sikker på mønternes anvendelse, men da romerriget var temmelig stort er det sandsynligt, at de har været anvendt på rigets bordeller, hvor kunder og prostituerede ofte talte forskellige sprog. Men en håndfuld spintriae kunne man få det lige nøjagtigt som man ville havde det. Andre og mere kedelige fortolkninger anser poletterne som spillebrikker (ligesom fordums spillekort med bare damer), men det er det ingen der gider hører på.
Romerriget var en travl verden, hvor forretningsmænd, diplomater og soldater rejste fra den ene ende til den anden. Med alle de mandfolk så langt væk hjemmefra, var bordellet en fast del af en romers liv. De rige havde som regel deres egne slaver og udnyttede disse når trangen opstod. Det var på ingen måde anset som hverken modbydeligt, eller skamfuldt, men en ganske almindelig del af forholdet mellem slaveejer og slave.
Bordellerne med betaling for seksuelle ydelser, var derfor fortrinsvist for underklassen, der ikke havde egne slaver. De prostituerede var ofte slaver, men der var også frivillige der trådte ind i faget, fordi det var en forholdsvis nem måde at tjene penge på.
Nu var det nok ikke sådan (man ved det faktisk ikke, fordi romerne ikke har beskrevet anvendelsen), at man rejste rundt med lommerne fulde af funklende spintriae. Efter al sandsynlighed har man modtaget en, eller flere, spintriae når man bestilte en ydelse ved kassen. På denne måde kunne kunden finde en prostitueret i bordellet og afleverer poletten. Dermed undgik man også at slaverne fik penge mellem hænderne og måske gemte lidt under puden.
Poletterne var slået i kobber, eller bronze og var nogenlunde på størrelse med en dansk tokrone. Der gættes på, at numrene på mønternes bagside hænger sammen med ydelsens prisklasse og undersøgelser har vist (åh den herlige akademiske verden), at løbenumrene på mønternes bagside stadig svare nogenlunde overens med ydelse/betalings modellen indenfor moderne prostitution. De gæve romere havde tydeligvis styr på logistikken.
Betalingsformen er ikke ukendt i moderne tid. Man kender tilsvarende bordelpoletter, dog uden grafisk afbildning, fra den amerikanske vest, Sydafrika under boerkrigen og bordeller i New York omkring forrige århundredeskifte. Den amerikanske forfatter Upton Sinclair beskriver, hvordan han i sin ungdom lærte systemet med veksling af dollars til bronzemønter ved bordellets kasse, der så kunne bruges hos de enkelte prostituerede.
De gamle romere var også langt mindre sippede end nutidens europæere og homoseksualitet, eller homoseksuelle aktiviteter, var både udbredt og ganske velanset. Derfor havde man naturligvis også mønter til folk der søgte denne form for adspredelse.
Det skal naturligvis nævnes, at overstående tolkning af de uartige poletter kun er en teori. Man ved faktisk ikke hvad romerne brugte dem til, man ved bare de brugte dem. Andre teorier strækker sig fra spillebrikker til omklædningspoletter brugt i romerrigets mange badeanstalter – så man fik den rigtige toga med hjem efter en tur i dampbad. Andre mener at de simpelthen bare var en uartig skæmtemønt, svarende til kuglepennen med damen der smider tøjet når den vendes på hovedet, eller isterninger med form som babser.
Fascinerende, og jeg troede at vores vestlige civilisation var dekadent.
Hvis man overvejer hvor besværligt det var at lave metal og præge mønter (i forhold til i dag), så tror jeg ikke at det har været “for-sjov”-mønter. De har sikkert været brugt til noget signifikant. Derfor er bordelteorien nok den rigtige.
Hej Lasse,
Ja, jeg tror også mest på den teori, selvom jeg ved selvsyn (i Pompeis ruiner, bare rolig) har set romerske bordeller med ydelserne malet på væggen – lidt lige som ved iskiosken. Der har man altså ikke umiddelbart haft behov for spintriae med billeder, men har simpelthen kunne pege på billedet af det man ville.
En hage ved bordelteorien er, at kunden trods sprogforskel aligevel har skulle købe mønten af bordelmutter. Det har derfor ikke fuldstændigt elimineret sprogbarrieren. Med mindre man havde poletter med fra hjemlandet, hvilket ikke giver meget mening – så skulle de da være temmelig moderne i deres “globale” bordeldrift. Det er selvfølgelig også muligt, at kunden fik sin polet efter at have udpeget sit ønske på vægmalerierne og derefter afleveret den hos den prostituerede.
Admin