Hvor skal rumfærgerne mon bo?

Nu hvor rumfærgerne går på pension, har utallige tekniske museer ansøgt om et af de aflagte rumfartøjer – Jeg kan lige så godt afsløre, at Teknisk Museum i Helsingør ikke får en rumfærge i denne omgang…

Der er endnu ingen specifikke planer for tre af de fire overlevende rumfærger: Discovery, Atlantis og Endeavour, samt ”prototypen” Enterprise. Rumfærgen Enterprise har været udstillet på Smithsonian’s Stephen F. Udvar-Hazy centeret siden 2003. Enterprise blev, til trods for serienummeret OV-101, aldrig lavet færdiggjort til rumflyvning og blev udelukkende anvendt til atmosfærisk testflyvning. Derimod færdiggjorde man testfærgen OV-99 Challenger, der, som det ganske tydeligt ses fra serienummeret, egentlig ikke var tiltænkt operativ status – man startede altså med at rode rundt i serienumrene. Smithsonian får nu den ægte rumfærge Discovery og Enterprise er derfor men i lodtrækningen.

OV-101 Enterprise udstillet på Stephen F. Udvar-Hazy centeret

Rygterne vil vide, at Kennedy Space Center Visitor Complex vil ombygge en af NASA’s Orbiter Processing Facilities (vedligeholdelseshangarer) til udstilling af en pensioneret rumfærge.

Johnson Space Center i Texas planlægger at udvide deres besøgscenter Space Center Houston, der fokuserer på bemandet rumflyvning og i forvejen har både Mercury (Faith 7), Gemini (5) og Apollo (17) fartøjer. Det er næsten usandsynligt, at mindst en af disse museer ikke får en rumfærge – sikkert begge.

Den planlagte 5000 kvadratmeter store udvidelse af Space Center Houston

National Museum of the U.S. Air Force i Dayton, Ohio, har også lagt billet ind på en rumfærge til deres til lejligheden opfundne Space Gallery. Museet mener flyvevåbnets rolle i rumfærgeprogrammet bestemt må resulterer i en aflagt Orbiter – man glemmer vist, at USAF trak et økonomisk tæppe fra under rumfærgeprogrammet, da OV-99 Challenger eksploderede under opsendelse i 1986.

Sådan påtænker USAF at udstille en rumfærge, sammen med andre rumfartøjer

New York City’s Intrepid Sea, Air & Space Museum, der netop har gennemgået en større ombygning og renovering, har også drømme om en rumfærge, der skal udstilles på molen, hvor hangarskibet USS Intrepid ligger som museumsskib. Det er et meget populært og velbesøgt museum, men de historiske forbindelser til rumflyvning er knap så stærke som de øvrige museer – USS Intrepid deltog dog som opsamlingsskib for både Mercury og Gemini programmerne.

Ender en rumfærge mon på Hudson River Park Pier 86?

Der er en del andre museer der ønsker en færge (egentlig ville jeg også gerne selv have en, men viseværten har på det kraftigste advaret mig imod det). Museum of Flight i Seattle, Washington, har allerede taget første spadestik til et stort Spaceflight Gallery, der er projekteret til at koste £12 millioner – uden lovning på en rumfærge. Ifølge museets hjemmeside er Seattle det perfekte sted for en rumfærgeudstilling, da folk i området åbenbart har en naturlig nysgerrighed og en forkærlighed for udforskning og opdagelser – desuden kommer hele 27 rumfærgeastronauter fra staten Washington. Med konkurrenter som Kennedy Space Center, Johnson Space Center og USAF, så skal de nok ikke grave for dybt inden de kender afgørelsen.

Det planlagte store rumfartsområde i Museum of Flight - en rumfærge?

Det sidste seriøse bud på en aflagt rumfærge er Evergreen Aviation & Space Museum i Oregon. De er ikke uvante med store fartøjer, da Howard Hughes berømte H-4 Hercules (Spruce Goose) er udstillet der. Deres tilknytning til rumflyvning er dog langt mindre end de andre museer – udover et par Titan raketter er den faktisk helt væk.

Evergreen Aviation & Space Museum vil gerne have en rumfærge på væggen - næppe

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0.0/10 (0 votes cast)
Be Sociable, Share!
Posted in rumfart | Tagged as: , , , | Leave a comment

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *