Den kolde krigs besynderlige magtbalance hvilede for størsteparten på muligheden for gengældelse. De 2 supermagter overvågede konstant hinanden og evaluerede deres egen militærmagt på muligheden for et altødelæggende gengældesangreb. Logikken bag denne strategi var, at så længe fjenden viste hans eget land ville blive tilintetgjort umiddelbart efter et angreb, så var det nok småt med angrebsgælden – ideen kaldes second strike capability og var det grundlæggende doktrin i den kolde krigs atomafskrækkelse.
Second strike capability bygger på muligheden for at erkende fjendens angreb inden de ødelægger ens egne militærinstallationer. Hvis denne overvågning ikke er skarp nok, så opnår fjenden nemlig den såkaldte First strike capability, i og med at de kan ødelægge tilstrækkeligt mange af ens atomvåbenarsenal, til at de selv kan overleve det forringede gengældelsesangreb – logikken i den kolde krig var temmelig beregnende og tog ikke højde for civilbefolkningen: det var atomvåben mod atomvåben.
Supermagternes militærpersonel var derfor konstant på udkig efter et uventet angreb (den eneste måde en atomkrig kunne vindes på) og man opbyggede komplekse overvågningsnetværk, der kunne opfange og videregive tegn på et forestående angreb. I 1950erne var radar stadigvæk noget forholdsvis klodset grej og hverken fly, eller skibe, kunne medbringe de store tunge langdistanceinstallationer der var nødvendige for dette Early Warning netværk.
I 1953 besluttede man derfor, at opfører nogle store radarstationer lange ude i Atlanterhavet, med det dobbelte formål, at overvåge eventuelle indkomne angreb og lede egne jagere mod den fjendtlige bomberformation. Den oprindelige plan specificerede 5 af disse radarstationer, der skulle placeres på forholdsvis lavvandede banker omkring 100km øst for den amerikanske atlanterhavskyst.
Platformene blev bygget efter samme princip som de daværende amerikanske olieboreplatforme i den Mexicanske Gulf ud for Texas og fik derfor tilnavnet Texas Towers. Sammen med det eksisterende radarnetværk af radarskibe, de såkaldte Picket Ships, forventede man varslingstiden forøget med hele 30 minutter – en ikke ringe investering i den strategiske koldkrigsøkonomi.
De første tårne blev opført i perioden 1953 til 1955, men forskellige fremskridt indenfor overvågningsteknologien var allerede så småt ved at overhale Texas-tårnene. Blandt andet var spionsatellitter så småt ved at være på tegnebordet. Ordren på tårnene blev derfor reduceret til de platforme der allerede var under opførelse, navnlig tårn nummer 2, 3 og 4.
Texas Tower 4 84 mil sydøst for New York City - sidst i 50erne
Tårnene hørte hjemme under US Air Force og var oprindeligt bemandet af 49 officerer og menige. Der indgik i en større pulje af personel, som bemandede tårnene på skift. Transport af personel foregik med helikopter, men efterhånden som antallet af besætningsmedlemmer steg, blev udgifterne til helikoptertransport for høje og USAF så sig om efter en anden løsning.
USAF Piasecki H-21 Shawnee på besøg hos Texas Tower 4
Sidst I 50erne blev det besluttet, at US Navy, der I forvejen leverede forsyninger til Texas-tårnene, skulle forestå udskiftning af besætningen samtidig. Degraderingen fra en helikopterværdig installation til en platform med et simpelt hejseværk med kurv, kan nok tydes som et udslag af Texas-tårnenes faldende betydning for overvågningsnetværket.
Et nyt hold besætningsmedlemmer hejses ombord fra forsyningsskibet
Teknologien på amerikanernes Texas Towers bestod naturligvis for hovedparten af elektronik forbundet med de gigantiske radarantenner, men eventuelle nyheder skulle selvfølgelig også gerne kunne videregives og der blev derfor ikke sparet på tårnenes radiosystemer. Kommunikation til landjorden foregik med digitalt kodede signaler, der for tiden var temmelig avancerede og kostede dem en masse grå hår i hovedet.
Højteknologisk radiogrej i tårnets kommunikationsrum
Mere spiongrej fra den kolde krig, samt en forholdsvis civil operatør
Tårn nummer 4, der gik under øgenavnet “Old Sharkey” led en krank skæbne. I september 1960 blev strukturen skadet under Hurricane Donna og mens reparationer blev foretaget, ramte en kraftig vinterstorm tårnet 15. januar 1961. Grundet reparationsarbejdet var bemandingen reduceret fra en besætning på 70 til en skeletstab på 14 Air Force operatører og 14 civile reparationsarbejdere.
Man var klar over den umiddelbare fare og beordrede besætningen klar til evakuering. Forsyningsskibet AKL-17 Sixto Mangual, der var på vej med forsyninger og reparationsmateriale, blev beordret væk fra området, men kaptajnen ignorerede ordren, da han viste tårnets besætning hurtigt kunne få brug for hjælp. Radar- og radiooperatører på Sixto Mangual overvågede Texas Tower 4, der kæmpede med at modstå stormen langt ude på det mørke hav. Klokken 19:20 modtog de et utydeligt S.O.S. signal og umiddelbart efter forsvandt tårnet fra radaren – TT4 og den 28 mand store besætning var væk.
AKL-17 Sixto Mangual på vej med forsyninger til Texas Tower 4
Ulykken med Texas Tower 4 og nye forbedrede radarsystemer skubbede de to tilbageværende tårne ud af overvågningstjenesten. Det var simpelthen blevet for dyrt, at have sådan en stor besætning siddende ude i Atlanterhavet, når en tilsvarende dækning kunne opnår fra nye installationer på land. I tillæg var tårnenes drift blevet højst uberegnelig, da nye evakueringsprocedure betød, at tårnene blev forladt flere gange i 1962 og 1963 – resulterende i 120 dage uden dækning.
I 1963 udfasede man de sidste to tårne. Texas Tower 2 blev strippet for elektronik og fik sprængt benene væk. Texas Tower 3 overlevede til 1964, hvor man fyldte den underste etage med urethanskum, så den kunne flyde, og derefter ligeledes sprang benene væk. Selve platformen kunne herefter bugseres ind til land, hvor radarplatformen endeligt blev skrottet helt – endnu et kapitel i den kolde krig var lukket.
Et eller andet sted er det en skam, at disse platforme ikke længere eksisterer. Den kolde krig er nu heldigvis bare et historisk kuriosum og deres 50er teknologi for længst overhalet af moderne overvågningsteknologi, men sådan en stabil platform i Atlanterhavet kunne jo nemt have andre og langt mindre krigeriske formål, for eksempel som observatorium, eller launch pad for Copenhagen Suborbitals.
4 juli festligheder for de 70 mand på dækket af Texas Tower 4
