I starten af 1600tallet begyndte de engelske og skotske kongeriger (de blev først forenet i 1707), at sende kolonister til den nye verden. Jamestown i Virginia blev etableret i 1607 og var den første succesfulde engelske koloni på det nordamerikanske kontinent, men der havde været et par tidligere forsøg, der ikke havde så meget held i sprøjten.
I 1602 havde Bartholomew Gosnold bygget et fort med tilhørende handelsstation på Cuttyhunk Island (dengang kaldt Elizabeth’s Island) ud for Massachusetts, med det formål at udvinde sassafrasolie (en olie fra sassafrastræet der anvendtes i den europæiske sæbe og parfumeindustri). Efter en måneds tid besluttede de at vende hjem, da deres forsyningssituation ikke indbød til en overvintring – Gosnold vendte senere tilbage og var medgrundlægger af Jamestown-kolonien.
Cuttyhunk Island var dog ikke det første engelske forsøg på kolonisering af Nordamerika. Allerede i starten af 1580erne, havde eventyreren Sir Walter Raleigh opnået monopol på kolonisering af området vi i dag kender som Virginia, under forudsætningen af, at han etablerede en koloni indenfor 10 år. Monopolet var udstedt af dronning Elizabeth I og forpligtede ham yderligere til at drive kapervirksomhed mod spanierne på kontinentet, eller i havene omkring det.
Raleigh havde dog ikke umiddelbart lyst til at slå sig ned permanent i Nordamerika, så i stedet organiserede han en opdagelsesekspedition, der kunne lokaliserer et passende sted for sådan en koloni. Valget faldt på Roanoke Island ud for North Carolinas kyst. I 1585 var kolonien etableret nok, til at sende et skib tilbage til England efter forsyninger og flere folk. Desværre blev forsyningsskibene forsinkede og de tilbageværende kolonister sprang derfor til, da søhelten Sir Francis Drake tilfældigt kom forbi og tilbød dem passage hjem til England. Da forsyningerne og de nye folk ankom, fandt de kolonien forladt og vendte derfor snuden hjemad.
Raleigh blev nok splittertosset da hans kolonister vendte tilbage, men der var egentligt ikke noget han kunne gøre, andet end at sende en ny ekspedition af sted, hvilket han gjorde i 1587. Den tidligere gruppe af kolonister havde udelukkende bestået af mænd, men denne gang sendte han også 17 kvinder og 11 børn af sted under ledelse af John White. I alt gik 117 kolonister i land på Roanoke i juli 1587 og påbegyndte arbejdet med at etablerer en engelsk koloni.
Den nye Roanoke-koloni havde fra starten problemer med områdets indfødte Aquascogoc-indianere og selvom der lykkedes dem dog at komme på venskabelig fod med områdets Croatan-indianere, så eskalerede problemerne med Aquascogoc-stammen. I august blev kolonisten George Howe dræbt, mens han ledte efter krabber langs Albemarle Sound. Begivenheden fik kolonisterne til at sende en stafet hjem til England efter flere kolonister og forhåbentlig en deling engelske soldater. John White afsejlede derfor i efteråret 1586 og efterlod 115 kolonister på Roanoke.
Skibet nåede England i starten af vinteren 1587, efter en svær og farlig atlanterhavspassage. Forsyningsekspeditionen blev dog forsinket, da kaptajnen ikke havde stor lyst til endnu en tur over Atlanterhavet om vinteren. Denne situation betød, at forsyningsskibet i foråret 1588 blev indrulleret i den engelske flåde, da en enorm spansk armada var på vej mod Englands kyster.
Det lykkedes dog John White at chartre to mindre skibe, der grundet deres ringe størrelse ikke var overgået til forsvaret af England. John White sendte skibene af sted med forsyninger, mens han selv ventede i England og forsøgte at arrangerer en større afskibning. Kaptajnerne på de to forsyningsskibe, besluttede sig desværre for at laver lidt kaperarbejde på vejen til Amerika, men endte selv som offer for pirateri og måtte efter at have mistet deres last vende tilbage til England.
Den spansk-engelske krig betød, at John White ikke kom af sted igen før 1590. Da han endeligt ankom i august samme år, var det 3 år siden han havde forladt de 115 kolonister på Roanoke. Til Whites overraskelse fandt han kolonien forladt uden spor efter dens befolkning. Der var ikke tegn på kamp, eller voldsomme begivenheder, og koloniens fortifikation var tilsyneladende nedtaget i ro og mag, som havde kolonisterne besluttet sig at finde et bedre sted.
White havde aftalt, at kolonisterne skulle graverer et malteserkors i et udpeget træ, hvis der opstod problemer, som tegn på, at de havde forladt kolonien ufrivilligt. Hans mænd eftersøgte Roanoke, men de eneste to spor man kunne finde, var ordet ”Croatoan” skåret ind i en af fortets træbjælker og ordet ”Cro” skåret i et træ i nærheden. Derudover var de 115 kolonister sporløst forsvundet og man har aldrig siden hørt fra dem, eller fundet noget tegn på deres skæbne.
Historien om den forsvundne koloni på Roanoke Island er gået over i amerikansk populærkultur. Særligt historien om Virginia Dare, der ifølge John Whites dagbog blev født 18. august 1587, umiddelbart før White afsejlede mod England. Lille Virginia er nemlig ikke bare en hvilken som helst baby, hun var den første ægte amerikaner af britisk afstamning og er blevet en prominent figur i amerikansk mytologi og folketro.
Virginia Dare er hyldet på frimærker, i bøger, film, digte og sange. Desuden har hun lagt navn til adskillige produkter, fra vine til vanilje. Virginia Dare er gennem tiden også blevet påkaldt i både kvindekampssagen og som symbol på kampen mod afroamerikanske kvinders stemmeret. Hun betyder forskellige ting for forskellige amerikanere netop fordi hun er et uskrevet blad i historien om den første generation af europæiske amerikanere. Alt dette til trods for, at man udelukkende kender hendes navn og fødselsdato fra John Whites optegnelser. I en bizar twist anvendes hendes navn nu i VDARE, en såkaldt hadegruppe der bekæmper indvandring (både legal og illegal)i USA.
