1517: Den tyske præst og teolog Martin Luther banker en liste med 95 teser fast på døren til slotskirken i Wittenberg. Luther var mopset over den katolske kirkes salg af afladsbreve (der nedsatte ejerens tid i skærsilden), der var eskaleret kraftigt som følge af store udgifter til renovering af Peterskirken i Rom.
Aflad havde eksisteret i århundrede, men var oprindeligt mere et bevis på personens religiøse handlinger. For eksempel kunne man skære et par år af skærsilden, hvis man foretog en pilgrimsrejse til Peterskirken i Rom, eller opnå fuldstændig fritagelse hvis men deltog i et korstog. At kirken kunne justerer synderens straf, var derfor en allerede etableret praksis, der bare ventede på en fornuftig forretningsplan. Det skal tilføjes, at et afladsbrev kun giver aflad for bekendte og tilgivne synder – synds- og strafbegreberne i den katolske kirke er en teologisk disciplin i en klasse for sig selv.
Wittenbergs slotskirke var kendt for sin uovertrufne samling af relikvier, der blandt andet talte strå fra Jesu krybbe, et lig fra Kong Herodes uhyggelige barnemord og et glas med modermælk fra jomfru Maria. Hvis en synder så, eller rørte, disse relikvier, gav det ligeledes en procentvis udregnet tilgivelse af synd – mod betaling naturligvis. Wittenberg var Nordeuropas Wall Street for afladsbreve og derfor det perfekte sted at ophænge de 95 teser.
Middelalderligt træsnit af forretningen med afladsbreve - Fy! sagde Luther
Luthers teser afstedkom et split fra den katolske kirke, der førte til årtier med borgerkrig og oprør i Europa, ligesom det gav os et par hundrede år med protestantisk skyldfølelse og calvinistisk selvfornægtelse. Protestantismen afskaffede nemlig ikke bare salget af syndsforladelse, den afskaffede syndsforladelse som begreb. Fra nu af var synd en personlig sag mellem synderen og gud – friheden fra den katolske kirke lagde ansvaret direkte på individet.
Denne tankegang har sat sig dybe spor i alle dele af vores samfund og vi kan spore den spirende mellemklasse (endda selve den kapitalistiske grundtanke) blandt den calvinistisk inspirerede etik. Grundlæggende var man nemlig forudbestemt til frelse og selvom man ikke umiddelbart kunne vide om man var frelst, så kunne man finde tegn gennem den nåde gud tildelte individet mens det levede. Var man arbejdsom og succesfuld, så afspejlede det forholdet mellem personen og Gud.
Religion blev derfor ensbetydende med hårdt arbejde og jordisk succes var et sikkert tegn på frelse. At denne frelse kunne ses på den økonomiske bundlinje afstedkom, at den katolske kirkes vægt på gode gerninger mistede sin betydning. Fattigdom og sygdom var nemlig den ramtes egen skyld og afspejlede personens manglende andel i Guds nåde – at hjælpe folk i nød gav ikke nødvendigvis afkast i efterlivet, da Gud allerede havde bestemt hvem der skulle frelses og hvem der skulle lide. Faktisk var dette stik modsat Luthers tankegang, da han netop så gode gerninger som en investering i personlig frelse.
Luther var det vi med internetslang kalder en Trold.
1940: Efter næsten 4 måneders kamp om luftherredømmet over den engelske kanal og Sydengland, anser englænderne Slaget om England for vundet. Det kan diskuteres om 31. oktober 1941 vitterligt er afslutningen på Slaget om England, da tyskerne selv anser maj 1941, hvor deres luftstyrker flyttes østpå som forberedelse til invasionen af Sovjetunionen, som afslutningen på kampagnen. En alternativ dato kunne også være 17. september, hvor Hitler udskyder invasionen af England på ubestemt tid (i realiteten aflyser han den). Uden en invasions er luftherredømmet over kanalen og Sydengland grundlæggende ligegyldigt.
Slaget om England er gerne præsenteret som den mægtige tyske krigsmaskines angreb på et nærmest forsvarsløst Storbritannien, der slikker sine sår efter flugten fra Dunkirk. Virkeligheden er dog, at Storbritannien langt fra var forsvarsløs. Briterne besad verdens største og mest avancerede flåde, ligesom de kunne indkalde soldater i hundredetusindevis fra alle ender af det Britiske imperium. Det skal selvfølgelig ikke benægtes at Storbritannien var på bagbenene, men ligefrem forsvarsløse var de bestemt ikke.
Der var et utal af afgørende faktorer i Slaget om England, men en af de vigtigste var briternes effektive kommando og luftmeldesystem, der kunne dirigerer jagerfly mod fjenden med høj præcision – det såkaldte Dowding System. En anden var produktionen af jagerfly, der under hele slaget holdt trit med tyskernes nedskydninger, hvilket resulterede i et næsten usvækket luftforsvar – modsat tyskernes konstant skrumpende luftflåde.
Det var også af afgørende betydning, at Hitler, efter et britisk bombeangreb på Berlin, beordrede sine bombemaskiner til gengældelsesangreb på britiske byer, hvor de før havde bekæmpet de britiske forsvarssystemer – flyvepladser og radarstationer. Dette gav briterne et pusterum, hvor de kunne koncentrerer sig om at skyde tyskere ned.
Slaget om England hvilede dog for størstedelen på de britiske jagerpiloters mod og evner. Det var disse unge mænd, hvoraf mange var forholdsvis uerfarne, der afholdt tyskerne fra at opnå luftherredømme og dermed muliggøre en invasion af England. Slaget er bedst opsummeret med ordene fra den altid veltalende britiske statsmand Winston Churchill:
”Never in the field of human conflict was so much owed by so many to so few.”
