Et af den tidlige flyvnings problemer var rækkevidden af de spinkle maskiner. Teknologien var i en rivende udvikling og efter første verdenskrig kunne enhver se disse flyvende maskiner ville ændre vores rejsemønstre radikalt. I 1920erne var antallet af flypassagerer steget til over 400.000 om året, men desværre havde man stadig et seriøst problem med maskinernes rækkevidde – særligt på vigtige ruter som den transatlantiske.
Det var selvfølgelig muligt at anvende flyvebåde, men de tidlige flyvebåde var egentlig mest beregnet til landinger langs kyster, eller på søer, og man kom ikke udenom problemet med brændstof – der er få tankstationer lange ude på Atlanterhavet.
Ind på scenen trådte den amerikanske ingeniør Edward Robert Armstrong, der mente han havde løsningen på problemerne med transatlantisk flyvning: Seadomes. Ideen var grundlæggende forholdsvis simpel; i stedet for flyvepladser (hvor man af gode grunde ikke kunne bygge flyvepladser) ville han oprette en række flydende platforme, der var store nok til de krævede mellemlandinger.
Planformene skulle være gigantiske: 370m lange, 61m brede og 21m over havets overflade (plus 30m under). Desuden skulle der være plads til både hoteller, restauranter og forskellige former for værksteder. Det blev anslået at de skulle placeres med 560 kilometers mellemrum og således danne en kæde over Atlanterhavet – eventuelt også andre tilsvarende strækninger.
I 1922 byggede Armstrong en skalamodel i 1:300 testede den i et bassin. Over de næste par år arbejdede han på forbedringer og i 1926 beviste han at modellen kunne modstå hvad der svarede til 12m høje bølger. Modsat hvad man skulle tro, så satte Lindberghs atlanterhavsflyvning i 1927 ikke en stopper for Armstrongs ide. Faktisk skaffede den ekstra finansiering, så arbejdet kunne fortsætte indtil omkring 1930, hvor det amerikanske børskrak og den efterfølgende økonomiske nedtur aflivede Armstrongs drøm.
Under anden verdenskrig forsøgte Armstrong atter at sælge sin ide, men teknologiske fremskridt indenfor flyvning havde overflødiggjort de flydende mellemstationer. Desuden ville en statisk Seadome udgøre et ideelt mål for Tyske ubåde – i modsætning til for eksempel et hangarskib der bevæger sig. Da krigen sluttede var langdistanceflyvning blevet hverdag og problemet Armstrongs Seadomes skulle løse eksisterede ikke længere.
Armstrongs døde i 1955 uden at have set sin vision gå i opfyldelse, men hans drøm lever videre i olieindustriens Semi-submersible boreplatforme. I 1961 søsatte Blue Water Drilling Company deres Blue Water Rig No.1 baseret på Armstrongs ideer og siden har hundredevis af disse flydende platforme indtjent store summer til olieindustrien.
