How was work today, dear?

Vi kender nok alle sammen den særlige kuldegysning man oplever, når man utilsigtet skider lidt I nælderne på arbejdet. Modsat den velkendte ’Aha!’ oplevelse, så kan sådan en situation nærmere beskrives som en ’Åh nej!’ oplevelse.

I 1958 oplevede en navigatør fra USAF, Kaptajn Bruce Kulka, sin karrierers absolutte lavpunkt. Sent på eftermiddagen den 11 marts var han lettet fra Hunter Air Force Base (Savannah, Georgia) i en B-47 Stratojet bombemaskine med kurs mod Storbritannien, hvor han og besætningen skulle deltage i en strategisk bomberøvelse.

Amerikanske bombemaskiner af typen B-47 Stratojet

Efter godt en times flyvning bemærkede piloten en fejlindikation fra maskinens bombemekanisme, der viste at sikkerhedspinden til bombelasten ikke var fastgjort korrekt. Det var ikke helt fedt, da maskinen medbragte en Mark 6 atombombe på 80 kiloton. Han sendte derfor straks Kulka ned til bombelasten for at undersøge situationen.

Der er ikke meget ekstra plads i sådan et bomberum og da Kulka forsøgte at kravle over bomben greb han utilsigtet et manuelt udløserhåndtag. De næste to sekunder gik ualmindeligt langsomt. Den godt 4 ton tunge Mark 6 rumlede ud af dens mekaniske fastgørelse og ramte bombedørene med et brag. Dørene, der reelt ikke er andet end aerodynamiske skærme, gav efter og atombomben styrtede mod Mars Bluff beboelsen i South Carolina godt 15.000 fod under maskinen, mens Kulka, der nåede at gribe fat i bomberummets struktur, måbende forsøgte at overskue situationen.

En 3m lang og svagt buttet Mark 6 atombombe

Heldigvis var bombens uran/plutonium kerne fjernet i forbindelse med flyvningen til Storbritannien (de medbragtes i et særligt armeringsskab), så bomben var ikke en atombombe i traditionel forstand. Den indeholdt dog stadig godt 3,5 ton traditionelle eksplosiver og ville ikke være rar at få i hovedet.

Maskinens piloter hørte en svag rumlen og bemærkede kort efter en chokbølge fra jorden ramme flyet. Der har nok været et kort øjeblik, hvor de to piloter stirrede vantro på hinanden, men da man som bekendt ikke skal græde over spildt mælk, endte seancen med, at de lukkede bombedørene og lidt betuttede meddelte eskadrillelederen om uheldet, hvorefter de vendte snuden hjem mod Hunter Air Force Base.

Jeg kunne ikke lige finde et billede det passede, så her er en B-47 mere

Dybt under dem gik togkonduktøren Walter Gregg og ordnede have sammen med sin kone og deres to børn. Pludselig hørte de en høj hvislende lyd efterfulgt af en øredøvende eksplosion, der kastede hele familien omkuld. Gregg kom hurtigt på benene, men kunne ikke se familien gennem det tykke tæppe af røg og støv der dækkede haven. Umiddelbart troede han, at der var tale om et flystyrt, men efterhånden som røg og støv lettede, bemærkede han et 10m dybt krater i baghaven. Han fik lokaliseret familien, der udover småskrammer heldigvis var uskadte, og mens sten og jordklumper stadig regnede ned fik han dem gennet ind i familiens bil og kørte af sted mod den nærmeste læge.

Bomben havde fuldstændig smadret Gregg’s hus og flere mindre bygninger på grunden. Mange af nabohusene havde fået blæst vinduerne ud og tagskade fra faldende kratermateriale. Ufatteligt nok havde bomben ikke lavet andet end materiel skade og det endda kun i begrænset omfang. USAF sendte et hold eksperter til området, får at bese skaderne og måle radioaktivitet – ingen blev fundet.

Under den Kolde Krig gik forsvaret stille med dørene og udover en erstatning på 54.000 dollars fik Gregg aldrig nogen officiel forklaring, eller undskyldning. Efterfølgende fik han dog en uofficiel undskyldning fra flyets besætning og han havde i flere år brevkorrespondance med en af piloterne. Der er ikke mange der kan blære sig med, at have fået smidt en atombombe i hovedet, men det kan Walter Gregg altså.

Bruce Kulka, der så fjollet havde droppet bomben, fortsatte sin karrierer i USAF, selvom han hurtigt fik øgenavnet ’Nuclear Nav’ (et navn han beholdt gennem resten af sin karrierer). Han har aldrig udtalt sig offentligt om uheldet og alt hvad der vides om hans reaktion kommer fra en bemærkning til besætningen under hjemturen fra Mars Bluff: “We’d be better off going to Brazil.” Man kan næsten forestille sig hvordan medarbejdersamtalen gik det år….

Hullet i Mars Bluff eksisterer endnu og selvom det ikke ligner andet end et naturligt vandhul, så er det lidt af en lokal turistattraktion.

Det betænkelige ved situationen var naturligvis, at USAF dagligt opererede deres strategiske bomberstyrke med armerede Mark 6 bomber. Fly der var udstyret med selvsamme manuelle udløsermekanisme som lå bag ulykken over Mars Bluff. At uran/plutonium kernen var fjernet fra bomben ombord på Kulkas B-47 ændrede ikke på den manglende sikkerhed – det kunne lige så godt være sket med en armeret bombe.

Det lykkedes mig at opspore en newsreel video om uheldet (den har forresten også et indslag om en meget tidlig CNC maskine).

Be Sociable, Share!

• 
•