Lige siden vi først satte nedslagtning i system og begav os ud i regulære krige, har soldater brugt kampråb til at opildne deres kammerater og intimiderer fjenden. Faktisk har det nok en biologisk oprindelse og roden skal måske findes i vores naturlige trusselsopførelse – ligesom man kender det fra andre dyr.
Menneskelige kampråb er ikke nødvendigvis artikulerede, men kan være et banalt skrig/råb, der overdriver den råbendes aggressivitet og psykologisk varmer soldaten op til den forestående kamp. De skal være så overdøvende som overhovedet muligt og er ofte forbundet med forskellige instrumenter, så som horn, trommer, sækkepiber, eller trompeter.
Gennem historien har der været mange berømte kampråb. Helt fra bibelsk tid kender man Israelitternes kampråb og hornmusik, der som bekendt styrtede Jerikos mure i grus. Selvom biblen ikke kommer nærmere ind på den præcise ordlyd under belejringen af Jeriko, så nævnes råbet “Hey-Ah!” flere gange i biblen.
I Homers Illiade er helten Diomedes også kendt som ’Diomedes med det høje kampråb’. Råbet har utvivlsomt været en udgave af det (særligt Athenske) råb ’Alala’, der efter sigende emulerer en ugles skrig – Gudinden Athene symboliseres ofte af netop uglen. Jeg har nu aldrig hørt en ugle skrige ’alala”, men jeg har nu heller ikke været i Grækenland.
I den tidlige middelalderen begyndte ideen om korpsånd at trænge frem og man forsøgte ofte, at samlede tropperne om et motto, der kunne udtrykke det man kæmpede for. Mottoet blev herefter anvendt som kampråb, så som hos de Engelske konger, der kæmpede under mottoet ’Dieu et mon droit’ (Gud og min ret). Motto og slogan er nært beslægtede begreber og ordet slogan er oprindeligt afledt af Gæliske sluagh-ghairm (slaugh = folk/skare/hær og ghaim = opråb/bekendtgørelse). Det blev brugt som samlingsråb for de Skotske klaner, eller i tilfælde af krig som kampråb. Der er således nok tale om en særdeles gammel skik.
Under det historiske slag om Hastings (i 1066) fortæller kilder, at de Saksiske huskarle råbte både ’Olicrosse’ og ’Godamite!’ (’Holy Cross’ og ’God Almighty’), det sidste råb er efterhånden blevet forvasket til God Damn it!. Normanerne derimod benyttede ’Dex Aie’ (God aid us) – i øvrigt også brugt af Royal Guernsey Light Infantry under Første Verdenskrig.
Korsridderne havde deres ’Caelum denique’, der betyder ’Endelig himmelen’, eller det mere religiøse ’Deus vult’ (Gud vil det). Hvortil de Islamiske styrker svarede ’Allahu Akbar’ (gud er stor).
I middelalderen påkaldte mange hære sig landets, eller regionens, skytshelgen. De Spanske gen-erobrere af Andalusien råbte på Sankt James, angreb og Spanien (Santiago y cierra, España). Portogiserne kaldte på ’Portugal og Sankt George’, mens franskmænd benyttede Sankt Dennis. De Tjekkiske Hussiter derimod var knap så avancerede og råbte simpelthen bare ’Hrr ne né’ (på dem!).
Særlige enheder har ofte benyttet deres helt eget kampråb. Således skreg Almogaverne (en eliteenhed under den Spanske generobring) ’Desperta ferro!’ (væk jernet), mens de slog rust og snavs af deres sværd mod sten og bygninger – det har uden tvivl været imponerende.
Fra nyere tid kendes de skotske og Irske klaners kampråb:
- Clan Cameron; “Chlanna nan con thigibh a so’s gheibh sibh feoil” (“Sons of the hounds, come here and get flesh”)
- Clan Ogilvy “A Fin” (“To the End”)
- Clan Mackintosh: “Loch Moigh“
- De Irske O’Neills “An lámh dhearg abú” (Victory to the red hand), mens det generelle Irske kampråb var ‘Fág an bealach!’ (Ryd vejen, eller på moderne dansk ’Af banen!’).
Franske soldater gik frem under råbet ‘Pour le Roi et pour la France !’ (For kongen og for Frankrig!). Efter Napoleon overtog styringen ændredes det til ’Vive l’Empereur !’ (Længe leve kejseren!).
Vores Svenske naboer, der som bekendt har bekriget os gennem generationer, skred over isen med råbet ’För Fäderneslandet, Gå på! – Hurra!’, mens deres Finske lejesvende var lidt mere militante med deres ’Hakkaa päälle!’ (Skær dem ned!) – et kampråb den Finske hær stadig benytter.
Under den Amerikanske borgerkrig opstod det såkaldte Rebel Yell, der kan høres i denne Steampunk.dk post: That penetrating, rasping, shrieking, blood-curling noise.
Under Anden Verdenskrig oprettede det New Zealandske militær en bataljon af de frygtindgydende Maori krigere. Deres århundrede gamle krigerkultur gjorde dem ideelle til infanteriangreb, som de indledte med deres berømte Haka krigsdans. Selve angrebet blev udført under kampråbet: Ka mate, ka mate! (Denne død, denne død).
Fra Anden Verdenskrig kendes også ’Currahee!’ der som bekendt anvendes af 506th Parachute Infantry Regiment, 101st Airborne Brigade (kendt fra Band of Brothers Tv-serien). Selve 101st Airborne benyttede det velkendte ’Geronimo!’. Det amerikanske militær som helhed anvender i dag variationer af ’Hooah! (Marines = ’Oo-rah!‘, Air Force = ’Huah!’. Navy = ‘Hoo-YAH!’).
Anden Verdenskrig bød også på det Japanske ‘Banzai!’ (ti tusinde år!) og det Russiske ’Za Rodinu! Za Stalina!’ (For Moderlandet! For Stalin!). Tyskerne brugte ’Sieg heil!’, der betyder ’Hyl Sejren’ og var brugt af Tyske/Preussiske soldater længe før Hitler kom til magten – det er nu ulovligt at ytre råbet offentligt.
Som det kan ses er kampråb en udbredt og urgammel skik. Det er sandsynligt, at soldater vil benytte dem så længe de kæmpende mødes direkte på slagmarken, men faktisk er de også så småt på vej ind i erhvervslivet, hvor særligt Amerikanske firmaer benytter deres slogan og motto til at skabe korpsånd blandt medarbejdere. Disse erhvervs-slogans bruges som et dagligt mentalt fokuspunkt og reciteres som et mantra på bestyrelsesmøder, eller ved andre medarbejderbegivenheder.
- IBM: Think!
- Wal-Mart: Always low prices. ALWAYS!
- Apple: Think different.
- UPS: We love logistics!
- Disneyland: The happiest place on earth!
- Steampunk.dk: Pladder!
De kan bestemt stadig dernede i New Zealand! 🙂
http://www.youtube.com/watch?v=3GpTsPNwwms&feature=fvwrel
Hej Sron,
Fed video. Det må være en oplevelse, at se deres rugby-drenge fyre den af – jeg ville nok finde mig en anden sportsgren, hvis jeg pludselig stod overfor sådan en flok bøller 🙂
Admin