Koldkrigsparanoia var ophav til mange underlige foretagender og intet har vel budt på mere underligt end efterretningstjenesternes utrættelige kamp for information. Fra sidst i 1940erne til først i 1990erne var der skæg og blå briller over hele linjen.
Efterretningstjenesternes opgave er ikke bare at indsamle efterretning, de har også til opgave, at holde modstanderens efterretningsfolk væk fra følsom information. Det er faktisk heller ikke nok bare at skaffe noget information. Modstanderen skal helts ikke vide hvad man ved, for så ændre de bare procedure, eller foretager sig andet, der gør informationen forældet. Det kan derfor virke lidt som to tryllekunstnere der ihærdigt forsøger, at aflurer hinanden, mens de begge hiver en lind strøm af kaniner op af hatten. Kunsten var altså, at skaffe sig adgang til information uden modstanderen fik nys om lækagen.
En af de mindre kendte operationer gik under navnet Tamarisk og udspillede sig i Berlin, der dengang var spionernes absolutte højborg. Det var nemlig her supermagterne stod direkte overfor hinanden og al information om modstanderens gøren og laden blev møjsommeligt samlet i mapper og ringbind – intet var for trivielt.
Operation Tamarisk var baseret på en ganske særlig omstændighed, der var fælles for alle sovjetiske værn: de udleverede ikke toiletpapir til deres tropper. Det virker måske ikke umiddelbart som noget Ian Flemming ville skrive om i James Bond, men det afstedkom alligevel en vigtig efterretningskilde. Når enheder var på manøvre tørrede man nemlig røv i forhåndenværende papir, inklusiv materiel- og træningsmanualer, tekniske tegninger og sågar gamle kodebøger. Disse blev så samlet ind af efterretningstjenestens agenter, vasket af (må man formode) og analyseret for ny information.
Her kammerat, brug denne interne rapport
Spionage var desuden en fast indkomstkilde for mange af Berlins indbyggere (det var en form for sortbørs og en tabt soldater-lommebog kunne sagtens udløse en klækkelig belønning). Før muren kom op i 1961 var der forholdsvis fri passage mellem byens sektorer og små niftige stykker information kunne umiddelbart omsættes til deutschmark hos efterretningstjenesterne. Havde en Sovjetisk panserdeling været underlagt på onkel Dietmars gård, så endevendte man simpelthen marken i håb om, at finde salgsbare vare i sølet.
Der er også historier om, at den britiske efterretningstjeneste ligefrem afskar toiletpapir-forsyninger fra udvalgte Østtyske/Sovjetiske kontorer og administrationer, så de ansatte blev tvunget en tur forbi arkivet, når de skulle på potten. Efterfølgende sendte de deres agenter ind for at hente den noget ildelugtende fangst – i bogstaveligste forstand en form for smudslitteratur.
That’s right dollface you heard me, hand over the toilet paper!
Det var nok ikke de helt store gennembrud man fik via gennemgang af brugt toiletpapir, men inden for efterretningsverden er selv små informationer vigtige for det store billede og Operation Tamarisk var en af britisk efterretningstjenestes mest succesfulde kilder i mere end 50 år.
Der er sgu guld i lortet,
