Europas sidste urbefolkning – de første kommunister

Helt oppe i det nordatlantiske ocean, hvor storm og regn tæver bratte golde klippeøer, lå engang et lille samfund, der trods alle odds havde overlevet næsten uændret siden bronzealderen. Det er næsten umuligt, at forestille sig Europa har haft en mere afsondret beboelse og deres oprindelse fortaber sig i urtidstågerne. De har tilsyneladende bare altid boet på deres kolde klippeøer nordvest for Skotland. De boede i øgruppen St. Kilda, der er den yderste del af de Ydre Hebrider og udgør fire småøer, hvoraf Hirta på godt 7 kvadratkilometer er den største.

Den tidligste bosættelse på Hirta går muligvis helt tilbage til stenalderen, men der er ikke bevis for, at bosættelsen hænger sammen med den senere bronzealderbosættelse. Da vikingerne gjorde landfald omkring år 1000 fandt de et samfund, som selv dengang virkede uciviliseret og primitivt. Vikingerne slog sig sandsynligvis ned på Hirta og det formodes både øgruppen og selve Hirta tog navn efter de skandinaviske betegnelser. Der er nemlig slet ingen helgen kaldet St. Kilda og det tætteste man kommer på en etymologisk forklaring, er det nordiske ’Sund Kilde’ – altså drikkevand til vikingetidens sømænd. Ligeledes med Hirta, der skulle være en forvanskelse af ’Kilta/Kilde’.

Befolkningen på St. Kilda, der sandsynligvis var blandet med skandinavisk bold gennem vikingetiden, havde ingen registreret kontakt med omverdenen før 1202, hvor en Irsk munk fortæller hans skib søgte læ ved en ø kaldet Hirtir. Derefter gik der næsten 200 år før øerne igen dukkede op på skrift. Den Skotske kronikør John of Fordun beskriver ’Isle of Irte’, der ligger helt ude nær verdens afgrund – og det var ikke helt løgn.

I 1500tallet blev øerne underlagt Macleodklanen, der herefter kunne opkræve leje og andre afgifter. Det er dog usikkert om de rent faktisk har besøgt øen før 1549, hvor præsten Donald Munro kiggede forbi. Til sin store benovelse fandt han et urtidssamfund, med religion og riter der lå tættere på de forhistoriske druider end kristendom, selvom Macleodklanen’s leder forsøgte, at indfører kristendom. Munro beskrev oplevelsen i et brev til kirkefædrene:

“The inhabitants thereof ar simple poor people, scarce learnit in aney religion, but M’Cloyd of Herray, his stewart, or he quhom he deputs in sic office, sailes anes in the zear ther at midsummer, with some chaplaine to baptize bairnes ther.”

Ude midt i Atlanterhavet gør dåb ingen kristen og sidst i 1700tallet reporterede en besøgende, at mindst fem druide-altre var i brug rundt omkring på Hirte – desværre beskriver han ikke religionen og riterne nærmere.

Livet på St. Kilda var hårdt, men faktisk noget nemmere end livet på mange andre Skotske småøer. Samfundet var uden enhver form for socialt hierarki og hver dag startede med et åbent møde, hvor mændene planlagde dagens arbejde og diskuterede eventuelle problemer. Den Skotske kronikør Martin Martin fremhæver i 1697 den frihed ursamfundet giver “they seemed happier than the generality of mankind as being almost the only people in the world who feel the sweetness of true liberty”

Morgenmøde på landsbyens hovedgade - bebyggelsen havde ikke engang et navn

St. Kilda havde også et umådeligt rigt fugleliv (det har øerne for øvrigt stadig), der i form af æg og friskt kød gav rigeligt føde til beboerne. Indsamlingen af fugle og æg var, ligesom alt andet arbejde, et fælles anliggende, hvor råvarerne blev ligeligt og retfærdigt fordelt mellem øens familier, uden hensyntagende til deres faktiske indsats – yde efter evne og nyde efter behov. Det er et træk hvor de adskiller sig fra kulturer, der kunne have smittet af på St. Kilda samfundet. Både vikingerne og skotterne levede i meget lagdelte sociale systemer, der på ingen måde ligner den mere familieagtige levevis på Hirta. Det formodes derfor, at denne form for kommunisme stammer helt tilbage fra bronzealderen.

Der var aldrig været meget landbrug på St. Kilda øerne. Siden tidernes morgen har man holdt får, men et decideret landbrug opstod aldrig, i stedet spiste man fugle og æg. Martin Martin beregnede, at de 180 personer på Hirta i 1697 åd mere end 22.000 fugle om året, dertil adskillige hundredetusinde æg. Landsbyen og beboerne var dækket af fjer og stank afskyeligt af rådden fugl. Det var ikke noget de indfødte selv gik op i, men gav dem et ekstra hak ned af civilisationens rangstige i øjnene på besøgende. De blev dårligt anset for europæere.

Dagens fangst af Mallemukker, Lunder og Suler – kræs for kendere

Folkene på St. Kilda levede reelt i deres helt egen tusinde år gamle verden. Der er aldrig blevet opkrævet skat, ingen af beboerne er nogensinde blevet indkaldt til militæret, eller på anden måde involveret i krig og ballade. Faktisk har men ikke engang kendskab til noget kriminelt blandt øboerne, selvom det fandtes et bødesystem for mindre forseelser. I 1838 skrev Lachlan MacLean:”Where is the land which has neither arms, money, care, physic, politics, nor taxes? That land is St Kilda“. Det minder en del om den måde man dengang beskrev ’primitive’ afrikanske stammer på.

En arkæologisk udgravning foretaget mens Hirta stadig var beboet, afslørede mængder af bronzealderværktøj, som de lokale genkendte og havde navne for – de fleste var stadig i brug.

Indtil midten af den 19ende århundrede skete der ikke meget på St. Kilda. De indfødte var overgået til kristendom i starten af 1800tallet, men det var først da en regulær menighed blev oprettet i 1840erne, deres religiøse liv begyndte at ligne den kristendom man kender fra resten af Europa.

Den ’nye’ religion bragte forholdsvis store ændringer med sig. Det daglige liv blev nu centreret omkring gudstjenester og bønnemøder og der opstod hierarki med præsten og hans medhjælpere øverst. Yderligere forbød man ritualer, musik og dans, der havde været en del af beboernes liv siden tidernes morgen.

St. Kilda’s overgang til samtiden betød dog også, at der blev oprettet en lille skole, hvor børnene lærte engelsk. Det gik nu ikke specielt hurtigt med at indfører det nationale sprog, måske fordi samfundet egentlig ikke forholdt sig til omverdenen. En undersøgelse fra 1861 viste, at kun to øboere talte flydende engelsk, og de var ikke indfødte.

Til trods for både kirke og skole, kom den største indflydelse på deres liv faktisk fra de turister, der var begyndt at besøge øen sidst i 1800tallet. For første gang kunne de lokale måle deres stand mod moderne mennesker fra resten af nationen. I århundrede havde befolkningen på St. Kilda levet i betryggende uvidenhed om livet i resten af verden og først ved kontakt til velhavende turister bemærkede de, hvor beskedent og forhutlet livet på St. Kilda var. Det har ikke været uden psykologisk effekt, at beboerne opdagede resten af verden anså dem for primitive og uciviliserede.

Turismen introducerede også en lille økonomi. Driftige familier fremstillede souvenirs og solgte dem til besøgende, hvilket, selvom der reelt ikke var noget at købe for pengene, efterlod en skævhed i samfundet. Pengene blev udvekslet mellem enkelte familier og det i sig selv underminerede ideen om fuldstændig lighed. Nu var der ’rige’ og ’fattige’.

Det lille samfund gik stille og roligt i opløsning fra midten af 1800tallet. De havde altid levet på kanten af det mulige og var flere gange udryddelsestruet af epidemier fra hovedlandet, men hver gang var befolkningstallet vokset igen over de næste par generationer. For eksempel i 1727 hvor skoldkopper udryddede næsten hele øen og den lokale herremand, der ikke selv boede på øen, måtte overføre familier fra de andre øgrupper. En helt ny trussel kom fra emigration. Folk var simpelthen begyndt at forlade St. Kilda. Som regel enkelte personer ad gangen, men i 1852 emigrerede 36 øboere til Australien – 1/3 af befolkningen.

Efterhånden som befolkningstallet faldt, mistede St. Kilda grundlaget for beboelsen. Det er reelt kun muligt, at bo så afsondret, hvis samfundet er stort nok. Det arbejde der skulle udføres hen over året, vedligeholdelse af både, huse, marker og redskaber, krævede et vist antal arbejdere og det har kun været på grund af den sociale struktur, at livet overhovedet var muligt.

Der graves tørv til den lange kolde vinter – længe leve fjernvarmen!

Under første verdenskrig oprettede Royal Navy en station på St. Kilda og selvom stationen bragte en ny velstand til øen, så bevirkede den også, at beboerne lærte mere om livet i resten af Storbritannien. Et liv de hurtigt kom til at misunde, hvilket betød yderligere emigration.

I starten af 1930 var der ikke mere end 36 børn og voksne tilbage på Hirte og det stod klart, at øen ikke længere kunne fungerer som selvstændigt samfund. Samme år vedtog de sidste beboere enstemmigt, at øen skulle forlades for stedse. Det var selvfølgelig ikke nogen let beslutning, men eftersom de unge var fuldt opsatte på et moderne liv på fastlandet, så havde den ældre generation reelt ikke noget valg. St. Kilda samfundets sidste beslutning afspejlede den ånd, der havde holdt øen i live siden tidernes morgen – sammenhold og fællesråd.

Evakueringen kom hurtigere end forventet. Allerede i sensommeren 1930 ankrede HMS Harebell op i bugten og tog de sidste beboere ombord. Det var en hjerteskærende scene, der gjorde indtryk på Harebell’s besætning. Særligt da øens mænd som det sidste aflivede deres hunde, ved at binde sten om halsen på dem og kaste dem i havet. 29. august stak HMS Harebell af sted mod Argyll i Skotland og efterlod Hirte ubeboet for første gang i mere end tusinde år.

Efterkommerne af St. Kilda befolkningen er nu spredt for alle vinde. Selve øgruppen blev i 1931 solgt til en privat ornitologovergik, der 1956 forærede den til the National Trust for Skotland og henligger som beskyttet naturreservat, selvom det britiske militær har en radarstation på stedet. I 1986 optog UNESCO øgruppen på listen over naturskønne områder og 2005 blev bebyggelserne på St. Kilda optaget på UNESCO’s verdenskulturarvliste. Efterladenskaber fra det lille samfund, der i mere end 1000 år aldrig tiltrak nogen interesse fra omverdenen, gennemrodes nu årligt af arkæologer og antropologer. Det er sjovt som vi tit fatter interesse for ting når de uigenkaldeligt er væk.

Resterne af landsbyen i Village Bay med den moderne ladeplads

Be Sociable, Share!

• 
•