Nazister kan også godt lide at tage på ferie. Derfor grundlagde Dr. Robert Ley i 1933 den nazistiske fritidsorganisation ”Kraft durch Freude” (KdF), der oversat til dansk betyder noget i stil med: Energi gennem glæde.
Det var ikke noget Nazisterne elskede mere, end unge mænd i underbukser
Ja, den kære Folkevogn var oprindelige en del at KdF tanken
KdF var en del af arbejdersammenslutningen Deutsche Arbeitsfront (DAF), der i 1933 afløste alle andre faglige bevægelser. Dengang var Tyskerne som bekendt ikke så vilde med afveksling, et parti, en fagforening – ein Reich, ein Volk, ein Führer.
Ideen bag KdF var nu slet ikke så tosset, stik modsat næste alle andre Tyske ideer fra 30’erne der var temmelig yderliggående. KdF skulle nemlig tilbyde den Tyske arbejdere muligheden for en afslappet ferie til en fornuftig pris. Naturligvis var det ikke for deres blå øjnes skyld, at staten nu pludselig fattede interesse for arbejdernes ferieplaner. Man forventede at KdF ville blive en del af propagandasystemet, der fremmede ariske idealer og ideer. Mest at kvinder skulle gå hjemme og føde børn, mens manden arbejdede og eventuelt udkæmpede en krig i ny og næ.
Dr. Ley fik lovning på en 4,5km lang strandgrund, hvor KdF kunne svinge murerspanden og bygge et arbejderhotel i nazistisk målestok. I 1936 udskrev man en arkitektkonkurrence, som blev vundet af Clemens Klotz, der i øvrigt havde arbejdet på tegningerne siden 1935 – so much for fair play.
Klotz havde storslåede planer for badehotellet i 1936
Koltz havde visioner om et gigantisk hotelkompleks med plads til 20.000 gæster, fordelt på 10.000 dobbeltværelser. Værelserne på 2,5m x 5m var forholdsvis små efter moderne forhold, men dengang var det uhørt luksus. I øvrigt havde de alle sammen havudsigt. Man beregnede, med typisk nazi-mentalitet, at 20.000 gæster ville give den enkelte gæst 4,8 kvadratmeter plads på stranden, hvilket syntes at kunne opfylde det jævne ariske pladsbehov. Da Tyskerne havde 14 dages sommerferie, forventede man at hotellet ville tage imod 80.000 gæster henover en 2 måneders sæson. Til driften skulle hyres en stab på 2000 til forskellige stillinger. Disse folk skulle bo i et mindre kompleks bagved hotellet. Denne kolos af et hotel blev døbt Prora.
Badeferien med 20.000 Tyskere – Velkommen til helvede!
Byggeriet gik i gang i maj 1936 og forløb sådan set planmæssigt indtil 1939, hvor Hitler startede anden verdenskrig. Under krigen var der hverken mandskab, eller penge, til at bygge videre på hotellet, så man satte det lidt på vågeblus indtil krigen var vundet.
Byggeriet i 1937, hvor man stadig forventede at åbne dørene i 1940
Rekonstruktion af de originale værelser – Prora museet
Som bekendt tabte Tyskerne krigen stort, hvorefter Russerne overtog området og brugte det til flygtningelejer. Sovjetterne kunne åbenbart ikke beslutte sig om, hvad de syntes om hotelkomplekset. I hvert tilfælde demonterede de en hel blog og fragtede den hjem til Rusland, samtidigt med at de sprængte to andre blogge i luften.
I 1951 blev Prora overdraget til Østtyskland og var i første omgang politikaserne ”Kaserniertes Volks Polizei ”(KVP). Derefter overtog Nazionale Volks Armee (NVA) komplekset og benyttede det som feriehjem for deres soldater, dog kun med 100 pladser – men så må kvadratmeterne på stranden også virkelig have skudt i vejret.
Da Tyskland blev genforenet overgik Prosa til den nye stat, der efter et par år med militærbrug åbnede området for befolkningen. Prora opnåede fredning i 1996, som en eksemplar på den fascistiske arkitektur, der selvom den blev udbredt før krigen, forsvandt lige så hurtigt efter krigen. Prora er et næsten uberørt eksempel.
I dag henligger Prora som en besynderlig blanding af ruin og turistattraktion. Af de oprindeligt 8 blogge, er der kun 5 tilbage (satans russere), men der er stadig godt 6500 værelser – tomme men et godt håndværkertilbud. Desuden huserer komplekset nogle udstillinger, blandt andet et FdK museum og et historisk museum for Prora. Der har været flere planer om at udvikle stedet til et faktisk hotel, noget det aldrig var brugt til, men indtil videre er ingen af planerne blevet til noget – synd, da det ligger ved en af Nordeuropas bedste badestrande.
Ferieparadiset set sådan lidt fra oven – moderne postkort fra Rügen
Den mest velbevarede del af Prora
En af de mange planer for området – time will tell
Dele af komplekset er ikke helt indflytningsklar
Flere af bygningerne trænger til en kærlig hånd
