Jeg har bemærkte, at der er flere besøg på siden, der stammer fra en Google-søgning på Månebase Alpha. Det er muligvis fordi TV serien var nævnt i et post om 70’er TV, men jeg tænkte den lige så godt kunne få sin egen post, så folk ikke går forgæves.
Efter nogle store succeser med Science Fiction Tv i sidst i 60’erne og begyndelsen af 70’erne (UFO, Stingray, Thunderbirds, Captain Scarlet, Star Trek), beslutter det Britiske Tv-selskab ITC Entertainment, at de også burde være med på vognen. Denne beslutning blev til Månebase Alpha, eller Space 1999 som serien hed på Engelsk.
Grundlaget for serien er nok besluttet efter devisen: ”skal der være fest, så lad der være fest.” for serien bygger på det mest usandsynlige af scenerier, nemlig at månen slynges ud af sit orbit og drøner ud gennem verdensrummet, men de uheldige hovedpersoner ombord.
Første episode fortæller, at månen i 1999 benyttes som affaldsplads for jordens atomaffald (nu er det åbenbart ikke nok at forurene jorden, vi skal også svine månen til). Den 13. september 1999 rammes månebasen af en katastrofal eksplosion (fra atomaffaldet), der er kraftig nok til at skubbe månen ud af kredsløb. Det er nok ingen tvivl om, at sådan en eksplosion i virkeligheden ville flå månen i småstykker og dræbe samtlige personer på den, samt en hel del på jorden i tilgift. For seriens skyld lader vi dog denne detalje slippe fordi.
Bestæningen ser jorden forsvinde - nuts!
Første sæson af serien tog sig selv forholdsvis alvorlig, men grundlæggende metafysiske temaer bag mange afsnit. Martin Landau spillede den standhaftige basekommandør John Koenig, der sammen med sine stabsofficerer bragte månebasens ansatte gennem den ene filosofiske problemstilling efter den anden. Det var somme tider lidt som en Søren Kirkegaard på syre, med eksistentialistiske enetaler og debatter om menneskets dybere natur. Alt naturligvis sat til beigefarvede 70’er lamper og computersystemer der udskrev beregninger på kasseboner.
Dialogen var ofte lidt pladdersentimental, eller lommefilosofisk, men på en eller anden måde passede det med stilen. Her er en lille smagsprøve på Commander Koenig’s dybere tanker.
“Loyalty is better than logic; Hope is better than despair; Creation is better than destruction.”
“Just because we didn’t experience something doesn’t mean it doesn’t exist.”
“Ignorance is not a reason to start shooting.”
“No! Leave me with my pain. It reminds me I’m human!”
“If we understand others, in time I believe we come to understand ourselves.”
Der var åbenbart ikke altid penge til de vilde special effects, så ofte var ugens rumvæsen et farvet lys, en forholdsvis stor potteplante, eller simpelthen bare brandslukningsskum. De bedste afsnit var, af samme grund, gerne de episoder hvor problemerne var internt på basen. Basens modeller var der nemlig ikke blevet sparet på. Serien var legeplads for modelbyggerholdet der senere stod bag film som Alien, Outland og Star Wars. Space 1999 kan, ifølge min mening, stadig bryste sig af de mest realistiske rumskibsmodeller på film. Deres Eagle fartøj ligner, modsat mange andre Science Fiction modeller, noget der rent faktisk kunne fremstilles en dag.
Den ultra fede Eagle Transporter
Rumvæsen fra episoden Bringers of wonder
Udover kommandør Koenig, bestod holdet af hans kone fra virkeligheden Barbara Bain, der spillede den lidt ængstelige doktor Helena Russel. Barry Morse gav den som professoren Victor Bergman, og Australieren Nick Tate spillede piloten Allan Carter (seriens actionhelt). Allan Carter skulle tilsyneladende slås ned og frarøves sit Eagle fartøj i mindst hver tredje episode. Ligesom Dr. Russel skulle bryde hulkende sammen i hver episode. Det var lidt af et fast format.
Allan Carter i cockpittet på en Eagle - cool!
Første sæson blev en kæmpe succes, men de fleste Tv stationer sendte serien sådan lidt sporadisk, når det ikke lige var andet at sende. Det var heller ikke alle der sendte samtlige 24 afsnit, så historien hoppede og sprang en del. Hvilket fik folk til at droppe ideen om at følge med. Ikke desto mindre opnåede serien en sæson 2, hvor man desværre ændrede en del på seriens oprindelige format. Man fjernede de lidt småfilosofiske temaer og forsøgte sig med humor i stedet. Skuespillerne, især Landau, var stiktossede over denne fordummelse af historierne, men han formåede ikke at ændre producernes mening. Ændringerne var ikke en succes og serien fik færre og færre seere. Der var planer om en sæson 3, men budgettet var latterligt lille og folkene bag serien opgav før de overhovedet havde forsøgt.
Sæson 2 var langt mere kommerciel og sigtede på et bredere publikum
Et af månebasens store mål, både i sæson 1 og 2, var at finde en hyggelig planet, hvor de kunne slå sig ned i fred. Og lige så sikkert som, at Carter ville blive slået ned og Dr. Russel bryde hulkende sammen, lige så sikkert ville Koenig med mellemrum igangsætte Operation Exodus, men af forskellige årsager afbryde udvandringen i sidste øjeblik – gerne med en filosofisk konklusion.
Produktionen stoppede definitivt i 1976, men ved en større Space 1999 fan-fest, naturligvis Space: 1999 Breakaway Convention 13. September 1999, dukkede en hjemmelavet film op, hvor Sandra benes (en skuespillerinde fra serien) gav de fremmødte fans en “Message From Moonbase Alpha”. Beskeden afslørede, at månebasen nu endelig havde fundet en passende planet og Operation Exodus var godt i gang. Den lille 7 minutters film gav serien den afslutning fans havde afventet siden 1976.
