Ok, jeg løj lidt i overskriften. Luftskibet Norge var ikke en ægte Zeppeliner, det var et Italienskbygget halvafstivet luftskib bestilt af den norske eventyrer Roald Amundsen i 1923. En ægte Zeppeliner er naturligvis bygget af Grev Ferdinand von Zeppelin i Friedrichshafen, selvom navnet efterhånden er blevet synonym med luftskibe i almindelighed – men altså ikke her på steampunk.dk.
Det var luftskibepioneren Umberto Nobile der fremstillede Norge, efter Amundsens specifikke krav om tilpasning til arktiske forhold. Norge skulle nemlig til Nordpolen.
I 1926 fløj Umberto luftskibet til Vadsø i norge, hvor Amundsen og hans medhjælpere stod klar til turen. Herfra fløj de til Ny-Ålesund på Svalbard, hvorfra de ville forsøge at nå nordpolen. De var nu ikke de eneste, der havde fået den ide. På Svalbard mødet de Richard Evelyn Byrd, der også ville flyve til nordpolen, om end i en Fokker flyvemaskine.
11. maj 1926 kaster de sig ud i det og flyver af sted udover isen. Der var 16 mand i den lille gondol, så den var godt pakket. Allerede 12. maj, efter en forholdsvis triviel flyvetur, når de nordpolen, hvor de nedkaster det Norske, det Italienske og det Amerikanske flag (ekspeditionen var finansieret af den amerikanske rigmand Lincoln Ellsworth, der også selv var med i luftskibet).
14. maj ankommer de til den lille by Teller i Alaske og beslutter at lande, da vejret var begyndt at lukke ned omkring dem. Norge og hendes besætning blev således, og ganske udramatisk, de første, bekræftede, mennesker på nordpolen. Robert Peary, der i 1909 påstod han havde været der, anses for lidt af en fantast og hvis hans logbog skal holde stik, så må han have løbet hele vejen. Richard Byrd, der var fløjet fra Svalbard 9. maj, havde også unøjagtigheder i logbogen. Det formodes i dag, at han blot fløj ud over isen og cirklede rundt, indtil han kunne vende hjem og påstå nordpolen var nået.
Umberto Nobile var blevet bidt af nordpolsflyvning, så han byggede et nyt luftskib, næsten identisk med Norge, og stod allerede klar med luftskibet Italia i 1928. 11. maj fløj de atter ud over isen, men måtte vende tilbage efter kun 8 timer, på grund af kraftig overisning og problemer med styretøjet.
15. maj startede de en succesfuld tur på 4000km, hvor de indsamlede meteorologiske, magnetiske og geografiske data. De opdagede også øgruppen Emperor Nicholas II Land, der i 1926 skiftede navn til Severnaya Zemlya (det nordlige land).
Umberto var ikke færdig med isen og 23. maj satte han af sted på sin tredje flyvning. Det skulle han nok ikke have gjort. 24 maj nåede han atter nordpolen, men den 25ende begyndte det at gå galt. Vejret var elendigt og deres højderor fastlåst i nedadgående position, hvilket, selvom de droppede alt ballast, nådesløst førte dem mod isen.
Italia ramte isen med et brag og luftskibet gondol blev flået af. Kaptajnen, der befandt sig i selve luftskibet skrog sammen med 5 besætningsmedlemmer, reagerede lynhurtigt og kastede nødforsyninger til de strandede på isen. Herefter drev luftskibet væk og er ikke set siden. På isen sad de 9 luftskib-passagerer nu pludselig mutters alene og uden store chancer for at blive reddet. Deres eneste glædelige ved situationen var, at kaptajnens snarrådighed havde givet dem forsyninger til et par uger.
Da Italia ikke dukkede op i Norge som aftalt, begyndte folk at blive bekymrede. Den italienske facistregering under Mussolini, var ganske uberørte af situationen, men Norske, svenske, russiske og finske eftersøgningsoperationer blev iværksat forholdsvist hurtigt (5. juni). Der skulle dog vise sig, at disse operationer var langt mere omstændelige end først antaget.
18. juni flyver selveste Roald Amundsen mod Spitsberg, for at deltage i eftersøgningen. Flyet styrter i Barentshavet og Amundsen er ikke set siden (i august i år starter en ny eftersøgning, der håber at finde ham, men mon ikke han er død nu). Samme dag sætter den Italienske Kaptajn Sora, sammen med de to arktiske opdagelsesrejsende; danskeren Ludvig Varming og hollænderen Van Dongen, afsted på hundesælde for at redde Amundsen.
20.juni ser den italienske eftersøgningspilot de overlevende på isen. Han nedkaster forsyninger, men de fleste smadres, eller lander uden for rækkevidde.
23. juni lander den svenske pilot Lundborg og får reddet Nobile mod hans vilje. Da piloten senere vender tilbage efter flere overlevende, styrter han og strander med de andre på isen.
6. juli reddes Lundborg af hans kammerat Schyberg, der lover at vende tilbage efter flere overlevende. Desværre skifter han mening, efter han og Lundberg er i sikkerhed.
12. juli reddes de sidste strandede italienere af den russiske isbryder Krasin. Dog ikke inden, at Krasins overvågningsfly foretager en nødlanding og derfor også må reddes.
14. juli redder et svensk fly Sora og Van Dongen, der nu også var strandet på isen. Ludvig Varming havde selv bragt sig i sikkerhed tidligere. Hermed var redningsoperationen endelig overstået.
Som det måske kan forstås af denne historie, så er det ikke bare sådan lige, at flyve til nordpolen i luftskib. Derfor holdt man faktisk op med det pjat efter ulykken med Italia.
Med Zeppelin til Nordpolen,