Efter anden verdenskrig kom der for alvor gang i White Sands Missile Range. CALCIT holdet arbejdede stadig på deres WAC Corporal raketter, men i løbet af efteråret 1945 ankommer der over 300 godsvogne med konfiskeret tysk raketgrej til Launch Complex 33 i områdets modsatte ende.
Sammen med de 300 godsvogne ankom en flok tyskere, der mere eller mindre frivilligt var rejst til USA ved krigens afslutning. Tyskerne var under ledelse af Dr. Wernher Magnus Maximilian Freiherr von Braun, der i daglig tale gik under navnet Von Braun. De blev indkvarteret på den nærliggende Fort Bliss, hvor de var under militær bevogtning og som de ikke havde tilladelse til at forlade uden ekskorte. Halvt i spøg refererede de til sig selv som PoPs (Prisoners of Peace).
Deres opgave var klokkeklar: fortsæt jeres arbejde med V2 raketterne.
Launch Complex 33 der i dag har historisk status
Affyringsrampen ved Complex 33 der også er en beskyttet historisk konstruktion
Ovre i den anden ende af White Sands gik CALCIT holdet og kiggede misundeligt på Von Brauns mere succesfulde raketter. Sidst i 40erne lykkedes det dem at få adgang til V2 teknologien, så de kunne komme et skridt videre med deres videnskabelige anvendelse af raketter. Hermes Projektet og CALCIT holdet, der nu gik under navnet Jet Propulsion Laboratory, begyndte at arbejde sammen. Dette førte til Bumper Programmet, der grundlæggende var en WAC Corporal monteret på toppen af en V2.
Der blev i alt affyret 6 Bumper raketter på White Sands, hvorefter programmet flyttede til Florida og det senere så kendte Cape Canaveral, hvor yderligere 2 Bumper raketter blev skudt af. Programmet var grundlæggende for Amerikas civile anvendelse af raketter til videnskabelige formål.
Lift-off for en Bumper raket på White Sands
En Bumper raket klargøres til launch
Efter succesen med Bumper raketterne var det US Navy’s Narval Research Laboratory (NRL) der tog det næste skridt mod verdensrummet. Flåden havde haft en flig af Hermes projektet og havde forudset den dag, hvor USA løb tør for V2 raketter. De nye raketter fik navnet Viking og blev udviklet udelukkende til videnskabeligt brug. De var baseret på V2 raketten, men hvor V2 havde en løftekapacitet på godt 1 ton, så skulle Viking kun løfte forskellige instrumenter med langt lavere vægt. Viking programmets mest værdifulde indskud til rumfarten, var udviklingen af gimbal thrust kamre, efter Robert Goddards design, til styring af raketten. Dette var et kæmpe skridt fremad i forhold til V2 rakettens grafit styrefinner der sad i udstødningsstrømmen. Desuden var Viking lavet i aluminium og ikke stål som V2.
Med Viking som forskningsfartøj overtog US Navy i starten af 50erne raketudviklingen i USA. JPL og von Braun arbejdede stadig på deres egne raketter, men det var all Navy indtil Sovjetterne i 1957 pludselig havde en satellit i kredsløb omkring jorden – Sputnik tog Amerikanerne på sengen og de satte derefter alle sejl ind for at hente det tabte, men et skal vi se på næste gang.
Klargøring af Viking 4 på White Sands
Ignition
We have lift-off for Viking 2
