Battle station Almaz

Under dække af deres civile og videnskabelige Salyut program, opsendte Sovjetterne i starten af 70erne en række rumstationer, der var en hel del mindre civile end Salyut programmets andre rumstationer. Disse fartøjer gik under navnet Almaz.

Salyut 1 blev opsendt i april 1971 og var verdens første rumstation. Den blev forgænger for en serie af 8 rumstationer (DOS-2 forulykkede under opsendelsen), der kredsede om jorden i perioden 1971 til 1991. Faktisk bygger den Internationale rumstation på et DOS-8 Salyut modul, så man kan vel sige, at programmet stadig kredser i orbit.

Den kolde krig afstedkom mange militære projektforslag på begge sider af jerntæppet. Det var naturligvis ikke dem alle der blev taget alvorligt, men generelt kiggede man gerne en ekstra gang på projekter, som den anden side også arbejdede med. I Sovjetunionen så man med bekymring på US Air Force Manned Orbital Laboratory (MOL, som vi snart skal se mere til), så da ingeniøren Vladimir Chelomei i 1964 fremsatte et forslag om en tilsvarende Sovjetisk rumstation, sprang Nikita Khrushchev til med finansieringen.

Vladimir Chelomei

US Air Force opgav deres MOL projekt til fordel for ubemandede spionsatellitter, men Sovjetterne pressede på med deres nye projekt, som de navngav Almaz (Алмаз – “Diamant”). Overvågningssatellitter var i deres første generation og teknologien endnu ikke automatiseret nok, til at man turde overlade dem til sig selv. Almaz skulle derfor kombinerer moderne overvågningsinstrumenter med veluddannede og erfarende efterretningsofficerer.

Kamerastation på Almaz spionsatellitten

Vladimir Chelomeis rumstation udviklede sig til 2 forskellige fartøjer. DOS (Orbital Space Station), der skulle anvendes til forskningsarbejde under Salyut programmet og OPS (Orbital Piloted Station), der i største hemmelighed blev udviklet til Almaz. OPS var en 20ton tung rumstation, beregnet til en 3årig tjenesteperiode, hvor besætninger kunne udskiftes løbende (90 dages skiftehold), ved hjælp af et TKS rumfartøj, men grundet udviklingsproblemer endte man med at benytte Soyuz rumfartøjer.

Almaz prototype med TKS i venstre side

Datidens teknologi muliggjorde ikke tilstrækkelig god elektronisk overførelse af film optaget med Almez’s Agat-1 overvågningskamera, så disse film kunne sendes hjem til Mother Russia via en lille re-entry kapsel. De små kapsler var 85cm i diameter og vejede 360kg.

En anden ting der udskilte Almaz stationerne fra Saylut programmet. Almaz stationerne var nemlig bevæbnede. Ikke så de kunne beskyde mål på jorden, men så de kunne forsvare sig selv mod angreb i orbit. Våbnet var en modificeret 23mm Nudelman maskinkanon, en våbentype der var meget udbredt i det Sovjetiske flyvevåben. OPS-2 testede våbnet i rummet mens stationen var ubemandet, men affyrede det aldrig med en besætning ombord, grundet bekymring over de kraftige vibrationer. Almez stationerne var også udstyret med et periskop, så besætningen kunne holde øje med rummet omkring dem og formodentlig lokaliserer mål for kanonen. Underligt nok var kanonen fastmonteret, så Almaz skulle manøvrere rundt for at sigte på fjenden – dogfight in space.

Den første opsendelse af en Almaz station blev skjult som Salyut 2 opsendelsen 4/4 1973. Efter et par dage i orbit, dog stadig ubemandet, opstod der problemer med trykrejsningssystemet og manøvresystemet. Desuden blev stationens solfangere skadet; muligvis af stumper fra øverste trin af stationens egen Proton løfteraket. 28/5 1973 bliver Salyut 2 (OPS-1) hevet ned fra orbit.

Almaz stationen OPS-2 (Salyut 3) blev opsendt 25/6 1974. Ugen efter ankommer besætningen succesfuldt med Soyuz 14. De bliver på stationen i godt 2 uger, en periode hvor de formodentlig udfører forskellige efterretningsopgaver, samt tester Almaz stationen. Stationen ligger herefter tom indtil sidst i august, hvor Soyuz 15 forsøger at dokke med den. Sammenkoblingen mislykkedes og Soyuz 15 vender tilbage til jorden allerede 2 dage senere. Sidst i januar 1975 er stationens orbit henfaldet og det besluttes at nedtage OPS-2.

OPS-3 (Salyut 5) opsendes 22/6 1976 og forbliver i orbit indtil august 1977. Under stationens tjenesteperiode besøges den af besætningerne fra både Soyuz 21 (7/7 – 24/8) og Soyuz 24 (8/2 – 25/2 1977). I oktober 1976 havde besætningen på Soyuz 23 måtte opgive sammenkoblingen og vende skuffede tilbage til jorden. Det var meningen at Soyuz 25 også skulle have besøgt stationen, men brændstofbeholdningen var løbet tør for tid og OPS-3 blev derfor hevet ned 8/8 1977. OPS-3 var den sidste bemandede rumstation i Almaz programmet, der efterfølgende opsendte 3 ubemandede stationer. Den sidste blev taget ned i oktober 1992.

Almaz station som den ville have set ud i orbit

I videoen herunder præsenteres Almaz stationen. Bemærk TSK-VA re-entry modulet i klippets første sekunder. Fra omkring 0:17 kan periskopet ses øverst på Almaz stationen. Tv-stationen Nova, der står bag klippet, har muligvis smurt lidt tykt på vedrørende de eksklusive rettigheder. Almaz stationen der filmes (den ubrugte OPS-4) er udstillet på et rumfartsmuseum i Rusland. Derudover ser det hele jo ganske hyggeligt ud.

Be Sociable, Share!

• 
•