Da Sovjetunionen blev opløst endte en del af republikkerne lidt med håret i postkassen. Produktionen var centralt styret og nøje planlagt fra Moskva, hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ide i sig selv, men da centralstyringen og dertil følgende fordeling af de producerede goder pludselig forsvandt, så befandt mange lande sig uden produktionsmidler for basale ting.
For eksempel befandt produktionen af elektriske Trolza busser sig i Saratov Oblast, hvorfra de blev fordelt til medlemslandene, hvis de da ikke købte Tjekkoslovakiske Skoda busser i stedet. Der var altså en del lande, der mistede deres fordelagtige handelsaftaler med busfabrikanterne. Den der havde råd skiftede fabrikant, eller skiftede om ikke andet busserne efterhånden som de blev udtjent. Dem uden penge; ja, de måtte jo beholde de gamle socialistiske elektrobusser.
Her er en samling Skoda busser fra Georgias vilde bjerge der bestemt har set bedre dage. Busserne er måske i sig selv ikke så interessante, men de er et udtryk for de svære omstillinger der fulgte efter sovjetunionens fald. Mange af de tidligere sovjetrepublikker har lignende problemer med boligbyggeri, sygehusvæsen, undervisningssystem, administration og stort set alle former for infrastruktur.
