Når folk indimellem brokker sig over fagforeningerne, så er det måske vigtigt at holde fortidens arbejdsforhold i passende hu. Vi har jo ikke altid haft 37 timers arbejdsuger og 5 ugers betalt ferie. Faktisk havde vi engang slet ikke ferie og arbejdsugen bestod af arbejderens vågne timer.
Et af de hårdeste arbejdssteder har altid været minedriften og minefirmaer er historisk kendt for deres nådesløse udnyttelse af arbejderne. Ikke nok med at voksne mænd blev sendt i minerne, man brugte også gerne børn helt ned til 8års alderen. Jer med små børn, kan jo passende kaste et blik på poderne og se om de egner sig til minedrift.
Kul bliver som bekendt brudt dybt nede under jorden. Oprindeligt brød minearbejderen kullet med sin hammer og sendte kulstykker af passende størrelse til overfladen. De resterende småstykker blev efterladt i minegangen, da men ikke havde nogen sortering på overfladen. Dette blev dog i 1860erne lavet om, da minefirmaerne opdagede, at de kunne presse lidt mere profit ud af deres minedrift, hvis men bragte hele dynen op og sorterede det på overfladen. Så spildte minearbejderne heller ikke tiden med sorteringsarbejde og kunne i stedet bare banke løs på kulåren.
Kul er ofte blandet med urenheder som klippestykker, svovl, skiffere, aske og almindelig jord. Derfor skulle det helst sorteres, så man kunne sælge det som brudt og renset kul, modsat kul der bare var brudt. Til det formål hyrede man de såkaldte ”Breaker Boys”, der 10 timer om dagen, 6 dage om ugen, sad bøjet over kulsliskerne og sorterede det forbipasserende kul. Arbejdet var ualmindeligt farligt. Både den direkte fare fra maskineri, transportbånd og tontunge kulbunker i bevægelse, men også fra den blanding af støv og møg de indåndede. For at føje spot til skade, forbød man drengene at bære handsker, da fordi det nedsatte arbejdshastigheden. Dertil kommer at kullet var vasket i svovlsyre (der fjerner urenheder), så det nassede jo dejligt i de forskårne hænder.
Uafskærmet maskineri tog ofte arme, fødder og fingre fra drengene, hvis de da ikke ligefrem rev barnet med ind i selve maskinen og tyggede dem godt igennem. I produktionsøjemed blev disse uheldige børn først tørret af, når arbejdsdagen var ovre. Arbejdet var mildest talt livsfarligt, men da fattigdommen i verdens kulminebyer var ualmindelig høj, så gik processen op i en højere enhed og der var aldrig mangel på nye børnearbejdere.
I løbet af 1885erne forbød man ansættelse af børn under 12 som Breaker Boys, men det blev sjældent håndhævet. Desuden forfalskede minefirmaerne gerne børnenes dåbsattester. Omkring århundredeskiftet var der over 24.000 Breaker Boys alene i Pennsylvania. Teknologiske fremskridt havde faktisk overflødiggjort dem, men de nye anlæg var dyre i anskaffelse, så helt til 1920erne knoglede Breaker Boys ved kulslidskerne. Fra 1930erne forsvandt de helt unge børnearbejdere fra vestlige arbejdspladser, men der gik flere årtier inden tvungen skolegang og andre tiltag fik helt bugt med problemet.
Til trods for at alle lande efterhånden har underskrevet Minimumalderskonventionen fra 1973, der påbyder landene at lovgive om en minimumsalder (som regel mindst 14 år), så er der er stadig millioner af børnearbejdere over hele verden. Så kan i godt sende børnene i seng, de skal op i skole i morgen.
