Selvom NASA i 1958 overtog administrationen af det amerikanske rumfartsprogram, så havde militæret stadig deres egne ideer med rumfarten. Dyna-Soar programmet, som vi skal se på senere, var i 1963 blevet afbrudt til fordel for NASA’s Gemini program, men U.S. Air Force havde ikke opgivet deres drømme om militær rumfart.
Umiddelbart i forbindelse med meddelelsen om Dyna-Soar programmets afslutning, blev det meddelt, at U.S. Air Force ville fortsætte med et program de navngav Manned Orbital Laboratory (MOL). Det nye program var centreret omkring KH-10 Dorian rumstationen, der skulle være en bemandet spionsatellit i lighed med det sovjetiske Almaz program beskrevet i en tidligere post.
Bemandingen til det nye program, blev udvalgt blandt forsvarets bedste piloter. Nogle kom direkte fra Dyna-Soar programmet, mens andre blev valgt ud fra deres evner som pilot. I alt uddannede man 17 astronauter i løbet af MOL programmets levetid, hvoraf mange gik direkte over da MOL lukkede i 1969. Blandt andet Richard Harrison Truly gik over i NASA efter MOL programmets afslutning og fløj senere i rummet to gange med rumfærgen. Desuden deltog han i testflyvningerne med rumfærgeprototypen Enterprise, der dog ikke var i rummet.
Efter som Dyna-Soar var stoppet, havde USAF ikke selv mulighed for at sende deres nye astronauter i rummet, så de måtte ty til hjælp fra NASA, der havde det eneste amerikanske rumfartøj: Gemini. USAF havde nogle andre krav end NASA, så fartøjet blev modificeret indvendigt og fik derefter betegnelsen Gemini B. Den var dog grundlæggende magen til det kendte Gemini fartøj.
Til trods for de første designudkast havde været temmelig fantasifulde, så blev endelige MOL enhed konstrueret fra en Titan II brændstoftank. Selve laboratoriet var godt 22m langt og 3m i diameter, så i forhold til datidens rumfartøjer, så var der god plads til en besætning på 2 personer. Planen var, at besætningen skulle være stationeret i 40 dages perioder, hvor de skulle betjene laboratoriets udstyr og foretage efterretningsindsamling fra rummet. Herefter skulle de bruge Gemini B fartøjet til at vende tilbage til jorden, mens en ny besætning ankom i en anden Gemini.
I 1966 opsendte man en testudgave af MOL fartøjet med en Titan IIIC-9 raket fra Cape Canaveral. PÅ toppen af raketten havde man sat en prototype af Gemini B fartøjet, så man kunne teste den største modifikation; nemlig døren mellem Gemini B og MOL enheden, der lidt skræmmende var indsat i Gemini’s varmeskjold. Systemet virkede ubeklageligt så USAF så frem til en test af det fuldtudviklede system inden for en overskuelig årrække og allerede 3 måneder senere gav de kontrakten til Douglas Aircraft Company.
Over de næste par år gik det desværre som den slags projekter har for vane. Fartøjet blev mere avanceret og dermed tungere. Løfteraketten skulle derfor være stærkere og dermed dyrere. Samtidig skar regeringen i budgettet (Apollo programmet åd størstedelen af rum-pengene dengang) og endelig i 1969 måtte man simpelthen opgive programmet fuldstændig.
Det hele var dog ikke spild. Mange af de systemer der var udviklet til MOL, blev senere anvendt på Skylab, ligesom mange astronauter fik ansættelse hos NASA. MOL er dog stadig et af rumfartens store ”hvad nu hvis?” spørgsmål.
Det var meningen at programmet skulle have fortsat ind i 1970erne og der var allerede fra starten store drømme om en efterfølgende Large Orbiting Research Laboratory (LORL), der skulle serviceres af en 9 mands videreudvikling af Gemini kaldet Big Gemini. Så godt gik det som bekendt ikke og i stedet fik vi Skylab der blev serviceret af Apollo fartøjet.
I 2005 opdagede man ved et tilfælde et par papkasser med to originale MOL rumdragter på et lager ved Launch Complex 5/6 på Cape Canaveral, hvor de havde ligget glemt og gemt af vejen siden 1969.