Kraftigt presset af nye overvågningstiltag, har Mellemamerikas narkokarteller set sig nødsaget, til at tage andre midler i brug. Det er nu ikke længere sikkert, at fragte narkotika med fly, eller overfladeskibe, så de seneste år er antallet af smugler-ubåde steget drastisk. Bådene dækker et spektrum fra selvmordsmaskiner, til forholdsvis avancerede dieselelektriske undervandsbåde på 20m, med en fragtkapacitet på 10 ton.
Indenfor de organisationer der beskæftiger sig med bekæmpelsen af narkotikasmugling, havde der i nogle år verseret rygte om disse ubåde, men et var først i 2006, at det lykkedes at fange en af slagsen. Fartøjet fik betegnelsen Bigfoot, på grund af dens flygtige karakter.
Der er ikke en helt ægte ubåd, men en såkaldt semisubmersible, der kun lige har styrehuset over vandlinjen. Bigfoot bådene er håndbygget i Colombianske jungle, koster omkring $500.000 og kan bygges på godt 90 dage. Man formoder at næsten 30% af Columbias narkoeksport fragtes med disse fartøjer og at myndighederne fanger mindre end 14%. Der er altså tale om en særdeles god forretning.
Bigfoot bådene er dog ikke de eneste undervandsfartøjer i narkoindustrien. Man har kendskab til forhandlinger om aflagte sovjet-ubåde, mellem de Colombianske narkokarteller og den Russiske mafia. Derudover fandt Colombianske myndigheder både tegninger og et halvfærdigt skrog, til en 30m ubåd, der ville have haft en kapacitet på 200 ton.
Det er selvfølgelig ikke ufarligt at sejle en hjemmelavet undervandsbåd fra Colombia til USA, hvilket har givet dem det lokale kælenavn: el ataúd (kisten). Der er dog ikke mangel på ansøgninger, når en ny ubåd skal have besætning. Lønninger på omkring $3000 for en ubefaren matros, trækker nemt ellers lovlydige Colombianske fiskere til narkoindustrien.
Udover Bigfoot bådene har Amerikanske, Mexicanske og Colombianske myndigheder fanget andre semisubmersibles af mere, eller mindre avanceret konstruktion. Nogle er rene selvmordsmaskiner, mens andre peger i retning af mere teknisk veludviklede fartøjer i fremtiden.