En af anden verdenskrigs mest karakteristiske jagerfly, var den tomotorede amerikanske Lockheed P-38 Lightning. Tegnet af den berømte Kelly Johnson sidst i 1930erne og først fløjet i januar 1939, hvor den samtidig slog hastighedsrekorden for vest til øst transamerikanske flyvninger.
P-38eren var det eneste amerikanske jagerfyl, der var i produktion fra angrebet på Pearl Harbor til den endelige sejer i Stillehavet. Den blev fremstillet i flere versioner og sammenlagt blev der produceret mere end 10.000 Lightnings. Den så tjeneste i samtlige af krigens kampområder, men det var over Stillehavet og i østen, at den havde størst succes. Det amerikanske ”Top Ace” Dick Bong skød 40 japanske fly ned fra cockpittet af sin P-38. Flyversesset med den næsthøjeste score, Thomas McGuire med 38, fløj også Lightning. Generelt havde P-38eren en ”Kill Ratio” på 8:1 – 8 fjendtlige fly skudt ned, for hver P-38 mistet.
Til trods for den store succes og det høje produktionsnummer, så overlevede kun få Lightnings krigens afslutning. Mange var udstationerede i fjernøsten og omkostningerne ved deres hjemtransport gjorde skrotning på stedet til den nemmeste løsning. Tusindvis af P-38ere blev hakket i småstykker og brændt på fjerntliggende Stillehavsøer.
P-38 gjorde tjeneste ved en lang række luftvåben, heriblandt Storbritannien, Frankrig, Italien (efter krigen) og Australien. Overgangen til jetdrevne jagerfly gjorde dog, at P-38eren havde en kort karrierer efter krigen. Allerede i 1946 anså det amerikanske luftvåben flyet for gammeldags og i 1948 fløj de deres sidste operative flyvetime i en P-38. Honduras, som benyttede P-38 længst, udfasede dem i 1965.
P-38eren er en besværlig maskine. Den er dyr og kompliceret at vedligeholde og den kræver en skrap pilot, med rigeligt af håndelag. Derfor faldt antallet af civile luftdygtige P-38ere støt op gennem 50erne, 60erne og 70erne. I 1980 var der således kun en eneste luftdygtig P-38 tilbage, samt 10-15 stykker på museum, der ikke kunne flyve. Jageren der var fremstillet i tusindvis, var nu blevet utrolig sjælden.
Der var dog et sted, hvor man viste, at der stod 6 P-38 lightnings. Under en færgeflyvning til England i 1942, var en gruppe P-38F jagere nødlandet på Grønlands indlandsis. Besætningen var blevet reddet, men de 6 jagerfly havde man efterladt. I 1942 var 6 P-38 fra eller til ikke alverden, men i starten af 1990erne, var disse fly efterhånden i høj kurs. Problemet var, at efter godt 50 år, var flyene begravet under næsten 100m is. Noget der grundlæggende blev betragtet som en uoverstigelig forhindring, for enhver der ville forsøge at redde dem.
I 1992 lykkedes det aligevel et amerikansk/tysk hold, at grave sig ned til den ene maskine. 50 år og uanede ton is, havde gjort deres, men ikke desto mindre, så var maskinen bedre end mange af de andre vrag man havde funder rundt omkring Stillehavet.
Ved at udhule isen omkring den gamle maskine, lykkedes det holdet at fragte den til overfladen stykke for stykke. Operationen kostede en formue, men efter en hård sommers arbejde, lå P-38eren pakket i kasser, klar til transporten tilbage til Amerika. Efter en lang sej kamp, lykkedes det holdet at restaurerer maskinen og i 2001 lettede hun for første gang i næsten 60 år. Ejeren havde naturligvis givet hende det eneste navn der virkelig passer: Glacier Girl.
Der er nu 7 luftdygtige P-38 og flere er undergenopbygning. Glacier Girl forsøgte i 2007, at gennemfører den flyvning hun måtte opgive i 1942, kaldet operation Bolero, men måtte atter opgive på grund af en kølerlækage. Ejeren er dog stadig opsat på at flyve Glacier Girl til Europa, så forhåbentlig får de europæiske airshows fornemt besøg i den nærmeste fremtid. De resterende 5 P-38 står stadig under 100m indlandsis og venter på redning. Der er dog flere grupper der har drømme om at hente dem – lad os vente og se.
En dame med is i maven,
sådan bare for at være en pegepind, hvorfor var de dyre og komplicerede at vedligeholde?
Det drejer sig primært om, at en tomotoret jager er dyrere i vedligeholdelse end en enmotoret. Desuden var mange kontrolsystemer duplikerede, fordi maskinen både havde to motorer og to sideror. Når der er to systemer til ”samme” formål, så skal de balanceres, hvilket gerne foregår gennem en kompleks mekanisk udligning. samtidigt var kølesystemet placeret i halerne, hvilket også var mere kompliceret end på mere konventionelt opbyggede maskiner.
Til dette lægges et dårligt vedligeholdelses-design. Hvilket vil sige, at alt sad upraktisk og tog lang tid at skille, eller samle. Det er ens for mange typer af mekanik. Noget er bare dejligt laver, mens andet simpelthen driver folk til vanvid.
Jeg kan forstå på dit indlæg at du godt kunne se dig selv blive drevet til vanvid bare fordi en ingeniør havde fået en smart ide.
Når eller hvis du kikker på din log så kan du se at jeg er kommet til siden via en Google søgning på mit eget navn. Jeg vil lige se om nogen af mine banditter kan finde mig!
Hej Jesper,
Banditterne kan ALTID finde dig!
Admin