Internetberømmelse kan opstå af de underligste ting. Som regel skyldes det noget uplanlagt, som ”Star Wars Kid” der uheldigvis får efterladt en privat video, hvori han udlever en Star Wars Jedi fægtekamp, på skolen, hvorefter hans kammerater slipper den fri på nettet. Ofte handler det dog om folk, der pådrager sig svære skader, i et forsøg på, enten noget komplet idiotisk, eller noget fuldstændig dagligdags, som ethvert menneske burde kunne udføre uden personskade.
En af de mere pudsige og uforudsigelige internetberømtheder, er den franske portrætmaler Baron Joseph Ducreux, der levede fra 1735 til 1802 – altså lang tid før der overhovedet var et internet, eller et BBS for den sags skyld. Ducreux var interesseret i fysiognomi og malede ofte portrætter, hvor han forsøgte at fange modellens personlighed efter de fysiognomiske regler.
Hans selvportrætter havde også denne karakter. Blandt andet malede han sig selv midt i et gab, noget der var forholdsvist uhørt for tiden og stadig ser temmelig besynderligt ud. Hans internetberømmelse opstod dog ud fra et andet selvportræt. Et hvor peger på beskueren med et smørret grin og en gevaldig hat, lidt som en meget tidlig gangster rapper.
Billedet dukkede i 2009 op som en image macro, hvor der var skrevet forskellige moderne udtryk, eller sætninger, dog ofte formuleret i et engelsk, der syntes at passe til maleriets alder. Ideen tog internettet med storm og i løbet af kort tid fandtes 100vis af Ducreux portrætter med forskellige former for rådgivning, eller fjollede udtalelser. Herunder ses den første (så vidt jeg ved).