Steampunk.dk har efterhånden været igennem en del rakethistorie. Fra Amerikanernes spæde V-2 eksperimenter, støttet af deres kidnappede tyske forskere, over WAC Corporal udviklingen til Redstone, Mercury-Redstone, Titan II og selvfølgelig Apollo programmet med den gigantiske Saturn V raket. De fleste af disse raketter havde en fællesnævner: Den Tyske videnskabsmand Wernher Magnus Maximilian Feriherr von Braun. Der i dag skægt nok ofte beskrives som Tysk-Amerikaner. Von Braun var en af det 20ende århundredes ledende raketingeniører, men uanset hvad folk syntes, så var det altså ikke von Braun der opfandt raketten.
Friherr von Braun som han sikkert helst ikke ville huskes
Rakettens historie går egentlig helt tilbage til den tidlige middelalder, men hvis vi beskæftiger os med raketteknologi i forbindelse med luftfart, så skal vi frem til slutningen af 1800tallet før raketten tiltænkes en anden rolle, end at dynge eksplosiver ned over fjenden. Overraskende skal vi til Peru, for at finde ophavsmanden til ideen om raketter med flydende brændstof. I 1895 byggede og afprøvede forskeren Pedro Paulet Mostajo verdens første raketmotor med en blanding af nitrogen peroxide og benzin som brændstof. Motoren var ganske beskeden og vejede (uden brændstoffer) kun 2,5kg. Den udviklede ifølge Mostajo 200lbf og kunne køre i over en time uden problemer. Den forblev dog fastspændt til hans filebænk, så nogen raket var det ikke ligefrem.
Desværre kom begivenheden ikke for dagens lys før 1927, hvor et af hans private breve blev publiceret i avisen El Comercio. I Amerika havde Robert Goddard dog allerede i 1926 affyret en raket med denne type motor. Hvis historien fra Peru er sand (og der er ikke synderlig grund til at betvivle den), så gik stakkels Pedro glip af æren som faderen til raketmotorer med flydende brændstof.
Pedro Paulet Mostajo med sit fine overskæg
Militære raketter var forholdsvis udbredte op gennem 1800tallet og omkring århundredeskiftet var ideen om raketrejser så småt begyndt at røre på sig. Populære Science Fiction forfattere som Jules Verne og H. G. Wells gav stof til eftertanke, der udmøntede sig bogen “The Exploration of Cosmic Space by Means of Reaction Devices” af den Russiske matematiker og videnskabsmand Konstantin Tsiolkovsky. I dag betegnes Tsiolkovsky gerne som rumflyvningens fader.
Udenfor Rusland gik der nogle år, inden raketflyvning fik tag i videnskaben. I 1912 udgav Franskmanden Robert Albert Charles Esnault-Pelterie et foredrag med den fine titel: “Considérations sur les résultats d’un allégement indéfini des moteurs”, hvilket på dansk betyder noget i stil med “Overvejelser om resultaterne af en reduktion ubestemt motorer.” I afhandlingen beviser Esnault-Pelterie sine beregninger for energiforbrug under rejser til månen og de nærmeste planeter. Hans arbejde var ikke ulig Tsiolkovsky’s, men ingen af de to havde kendskab til hinanden.
Esnault-Pelterie var for øvrigt en af Europas tidlige flypionerer og havde allerede i 1906 tilbagelagt over 500m i luften. Hvordan han kom fra 500m flyvning til rumfart, det må guderne vide, men han havde åbenbart stor tillid til teknologien.
Esnault-Pelterie med sin flyvemaskine fra 1908
Samme år begyndte den amerikanske fysiker Robert H. Goddard at arbejde seriøst med teoretisk raketvidenskab. De første mange år beskæftiger han sig udelukkende med beregninger, men det forhindrede ham ikke i, at optage patent på flertrinsraketten og nitrogen/benzin raketmotoren. I 1919 udgiver Smithsonian Institution Goddards afhandling om raketteknologi “A Method of Reaching Extreme Altitudes”. Sammen med Tsiolkovsky’s arbejde kommer dette værk til at danne grundlag for raketforskningen de næste mange år. Bøgerne var inspirationskilde for raketpionerer som Hermann Oberth, Wernher von Braun og Sergey Korolev.
Ved udgangen af 1910erne var raketteknologi stadig noget man kun skrev og læste om. I næste afsnit skal vi se på de rigtige raketter.
Goddard med et vakuum apparat til raketforskning i 1916
