Motor city, Motown og Arsenal of Democracy. Detroit har haft mange kælenavne og var i en menneskealder også Amerikas kæledægge. Detroit var industrialiseringens perle, byen hvor både masseproduktion og forbrugssamfund blev skabt langs Fords uendelige samlebånd.
Detroit er mere end nogen anden by forbundet med bilindustrien. Allerede i 1899 åbnede Henry Ford sin Highland Park automobilfabrik og byggede sig hovedkvarter i selve Detroit (Highland park var dengang en selvstændig provinsby). I 1920erne fulgte både General Motors og Chrysler med og ved overgangen til 1930, var Detroits plads som bilindustriens globale hovedstad cementeret.
Fra et lille Franske fort i 1701 voksede Detroit til 265.000 indbyggere i 1900 og derfra til over 1,5 millioner i 1920. Detroit nåede sit højdepunkt i 1940erne, hvor byen havde over 1,8 millioner indbyggere – herfra gik det ned af bakke.
Den lille park Campus Martius og Detroits gamle rådhus i 1914
Denne serie poster kunne meget nemt være blevet en fortælling om bilindustriens historie, eller om de tre største Amerikanske bilfabrikanter og deres teknologiske udvikling, men i stedet valgte jeg af fokuserer på menneskelige side af Detroit. Byen der på 40 år gik fra en status som Amerikas absolutte middelklassedrøm til en næsten glemt skamplet, der i nogle byområder ikke står tilbage Chenobyl når det gælder forfald og ødelæggelse.
Michigan Theater - fra Sinatra til parkeringsplads på 50 år
Bellevue Avenue – ruiner så langt øjet rækker
Det startede naturligvis ikke med ruiner og slum. Detroits byplanlægning flugte nøje bundlinjen hos Amerikas tre førende automobilfabrikanter. 1920erne var byens arkitektoniske guldalder. Her byggedes de prangende Art Deco paladser, teaterene, hotellerne, kontorbygningerne og beboelsesejendommene. Landemærker indenfor moderne arkitektur, der gjorde byens borgere stolte og satte Detroit på listen over rigtige Amerikanske storbyer.
Michigan Central Station serving the community from 1916 to 1988
Depressionen i 1930erne ramte Detroit hårdt. Byen var bygget på Amerikanernes overskudsindkomst og med stigende arbejdsløshed kom faldende bilsalg. Arbejdsløsheden i Detroit steg til 30% efterhånden som fabrikkerne lukkede ned for produktionen. Samtidig faldt gennemsnitslønningerne for dem der stadig havde arbejde med 54%.
Statens velfærdsydelser lå på 15 cent om dagen og der var ingen a-kasse, eller andre økonomiske forsikringer. Derudover havde børskrakket i 1929 revet mange banker med sig og mange arbejdsløse havde i tillæg mistet deres livsopsparing.
Fagforeningsarbejde i 1930ernes Detroit - Local 299 home of Jimmy Hoffa
I 1932 demonstrerede godt 5000 medlemmer af Auto, Aircraft and Vehicle Workers of America og The Detroit Unemployed Council, begge tilknyttet Communist Party USA, mod regeringens manglende initiativ og Fords brug og smid væk mentalitet over for de medarbejdere, der i 20erne havde skabt milliardoverskud til firmaet.
Demonstranterne ville afleverer 14 krav til Ford, heriblandt brændsel til de arbejdsløse, sygesikring og fagforeningsfrihed. Politi og sikkerhedsfolk fra Ford fulgte demonstrationen tæt og det kom til sammenstød, hvor 3 demonstranter blev dræbt af skud fra politi og sikkerhedsfolk. Herefter besluttede demonstrationens ledere, at afblæse resten af aktionen.
Da demonstrationen vendte om og påbegyndte deres velordnede tilbagetrækning, kørte Fords sikkerhedschef, Harry Bennett, sin bil frem og beskød folkemængden med en pistol. Bilen blev øjeblikkelige overdænget med sten, hvilket fik Fords sikkerhedsfolk til at åbne ild med maskinpistoler. Yderligere en demonstrant blev dræbt og omkring 60 såret.
I slutningen af 30erne bevægede Amerika sig langsomt ud af den økonomiske depression. Folk begyndte så småt at købe biler igen og på Fords fabrikker kom der atter gang i samlebåndene. Helt tilbage på toppen kom Detroit dog ikke, før den Amerikanske regering i 1941 påbegyndte en massiv våbenproduktion til støtte for England og, skulle det vise sig, til deres eget brug.
Under krigen tiltrak Detroit titusinders af Amerikanske arbejdere fra sydstaterne. Både sorte og hvide rejste mod våbenfabrikkerne, der lokkede med gode lønninger for ufaglærte, billige boliger og alt hvad datidens Amerikanere forbandt med velstand. Med sig bragte de sydstaternes hårdt optrukne etniske segregation og ublu racisme.
I 1943 kom det til direkte gadekampe mellem grupper af Detroits sorte og hvide ungdom. Urolighederne strakte sig over 36 timer og myndighederne måtte sætte Natiolan Guard ind, for at få situationen under kontrol. 34 mennesker dræbt og omkring 600 såret.
Soldater patruljerer Hasting Street i Detroits sorte bydel - 1943
Hastings street i dag – nedlagte fabrikker og forladte boliger
